Verstappen står på tærsklen til sin fjerde Formel 1-triumf
Max Verstappen er snublende tæt på at køre over målstregen som ny verdensmester. Titlen kan den hollandske Red Bull-kører endegyldigt sikre søndag i grandprixet i Las Vegas.
For at genvinde tronen i Las Vegas, der er sæsonens tredjesidste løb, skal Verstappen holde Lando Norris fra McLaren bag sig, når målstregen krydses i weekendens grandprix.
Omvendt skal Norris slå Verstappen med mindst tre point for at holde titeldrømmene i live.
Verstappen ligger i spidsen med 393 point. Det er et forspring på 62 point ned til forfølgeren Norris.
For tre uger siden lagde Max Verstappen i brasilianske São Paulo fundamentet til det, der kan udmønte sig i et nyt verdensmesterskab.
I Brasilien begyndte Verstappen i en startposition helt nede som nummer 17 efter en skuffende kvalifikation. Men hollænderen avancerede og tog sin grandprixsejr nummer 62 i karrieren.
Norris blev nummer seks, og Verstappen udbyggede forspringet til de nuværende 62 point.
Netop i São Paulo, i et løb der var præget af regnvejr, satte Verstappen to tykke streger under, at han er den bedste i denne Formel 1-sæson. Det mener Jens Hansen, der er Formel 1-ekspert på Viaplay.
"Grandprixet i Brasilien var vådt og regnfuldt, men Verstappen kørte med selvtillid. Han viste nogle evner, som meget få kørere har vist gennem historien. Det, Verstappen gjorde i São Paulo, er noget, der vil blive snakket om i mange år," siger Jens Hansen.
Norris havde ellers gode kort på hånden i det regnfulde grandprix. Briten startede i pole position, men endte på 6.-pladsen.
"Norris og McLaren kunne have sat kniven ind mod Verstappen, men det gjorde de ikke. Tværtimod fik de den selv, og det siger meget om Verstappens evner," lyder det fra Jens Hansen.
Ved grandprixet i Las Vegas sidste år løb selvsamme Max Verstappen med sejren.
"Vi præsterede godt i Las Vegas sidste år. Det er en rigtig hurtig bane med mange langsider, der giver mulighed for at overhale," siger Max Verstappen ifølge AFP.
Grandprixet løber af stablen søndag morgen dansk tid, mens der køres træning og kvalifikation henholdsvis fredag og lørdag.
Efter løbet i Las Vegas venter to grandprixer i Formel 1-sæsonen. De køres 1. december i Qatar og 8. december i Abu Dhabi.