Magnussen leger kortvarigt med de bedste i vådt løb
Den danske Haas-kører endte som nummer 12 i søndagens løb, der var præget af skiftende perioder med regn, flere uheld og udgåede biler.
Max Verstappen kørte klogest og bedst af alle, og Red Bull-køreren vandt løbet i Canada foran McLarens Lando Norris og George Russell fra Mercedes.
Mod slutningen var det tæt på at ende med point for Magnussen, men det lykkedes ikke. Der var dog flere steder, hvor man kunne se, danskeren have hentet de manglende sekunder til slut.
Magnussen fik en forrygende start og overhalede den ene bil efter den anden. Fra en startposition som nummer 14 stormede danskeren op blandt de forreste.
Efter fire omgange var Magnussen pludselig helt oppe som nummer fire i løbet. Det skyldtes en modig og succesfuld strategi med dæk, der egnede sig godt til regnvejr.
Også Nico Hülkenberg fik en god start på de samme dæk og gik fra nummer 17 til nummer 8 i den dramatiske begyndelse på løbet.
De to Haas-kørere var de eneste i hele feltet med den type dæk, og det gav bonus i starten, hvor de 18 øvrige biler nærmest stod stille på den regnvåde og glatte bane i Montreal.
Det stoppede dog med at regne, og banen blev tør.
Det fik Magnussen til at gå i pit for at skifte dæk på niende omgang, men Haas-mandskabet virkede forvirrede over at modtage danskeren.
Der gik hele 8,6 sekunder med at skifte dækkene, og så var Magnussen tilbage til udgangspunktet som nummer 14.
Dog havde Magnussen friskere dæk og dermed vundet en smule på situationen. Men ikke nok. De ekstra sekunder i pitten kom til at koste.
Det blev nemlig akkurat ikke til point for Magnussen, der endte som fjerdesidst af de kørere, der gennemførte løbet.
Hülkenberg endte med at være en enkelt placering bedre placeret end Magnussen som nummer 11 og lige uden for pointene.