Magnussen føler sig som en plade der er gået i hak efter ny trafikprop
Mens teamkammerat Nico Hülkenberg for anden gang i træk skal start som nier, holder Magnussen i bageste startrække som nummer 19. I de to seneste grandprixer er han startet som henholdsvis 17 og 18.
Hülkenbergs placeringer beviser, at farten i Haas-raceren er udmærket. Og Magnussen er også træt af at skulle komme med undskyldninger.
"Jeg kommer til at lyde som en plade, der er gået i hak, når jeg efter hver kvalifikation skal snakke om trafik," siger danskeren i en pressemeddelelse fra Haas.
"Vi har en udmærket bil, så jeg burde kunne gøre noget i grandprixet, men jeg er træt af at skulle starte fra en dårlig position på grund af at have ramt trafik (i kvalifikationen, red.)."
Kørerne har få forsøg til at sætte en god tid i kvalifikationens forskellige runder, og hvis man kommer ud på banen lige bag en anden bil, er forsøget så godt som ødelagt.
Det var, hvad der skete for Magnussen igen i Miami. Det anerkender Haas-teamchef Ayao Komatsu.
"Desværre kom Kevin ud i tæt trafik i sit sidste forsøg og kom ikke videre (fra Q1, red.)," forklarer Komatsu.
Kevin Magnussen har hentet et enkelt point i sæsonens første fem grandprixer. Hülkenberg har hentet fire point og sikrede sig yderligere to i lørdagens sprintløb i Miami.
Verdensmester Max Verstappen starter for sjette gang ud af seks mulige i år forrest søndag.