Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Axelsens choknederlag trækker ned i evaluering af EM

Ritzau
Axelsens choknederlag trækker ned i evaluering af EM
Axelsens choknederlag trækker ned i evaluering af EMPhoto by Catherine Ivill / GETTY IMAGES EUROPE / Getty Images via AFP
De danske badmintonspillere klarede sig over forventning ved det afsluttede europamesterskab i tyske Saarbrücken.

Sådan lyder evalueringen fra Badminton Danmark, der kunne se danskerne hente to guldmedaljer, to sølvmedaljer og fire bronzemedaljer.

Det gav samlet set 14 danske medaljepoint. Målsætningen var 12 af slagsen.

Viktor Axelsen tabte på chokerende vis sin EM-semifinale. Og det havde sportschef Jens Meibom ikke kalkuleret med.

"Det var en overraskelse, at Viktor ikke var den ene finalist", siger sportschefen i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Viktor kæmper lidt med sit spil i øjeblikket, men jeg kender Viktor godt nok til at vide, at han vil arbejde stenhårdt med at få sit spil på ret køl igen og komme tilbage på sit topniveau".

Flere af damesinglerne skuffede også, da hverken Mia Blichfeldt eller Line Kjærsfeldt levede op til forventningerne.

"For damernes vedkommende lykkedes de fleste ikke som forventet. Der var et særligt pres i damesinglekategorien på grund af OL-kvalifikationsperiodens afslutning, hvilket kan have påvirket spillerne".

"Uanset hvad er både damerne og vi selvfølgelig ærgerlige og skuffede over, at de ikke spillede op til deres niveau, og det vil vi selvfølgelig evaluere i fællesskab".

"Dog skal det bemærkes, at Julie Dawall spillede et rigtig fint mesterskab og vandt sin første individuelle EM-medalje i karrieren", siger Meibom.

Julie Dawall Jakobsen slog Line Kjærsfeldt ud i kvartfinalen, men tabte siden semifinalen til Carolina Marin, der endte med at vinde EM.

Anders Antonsen vandt finalen i herresingle, mens Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen strøg til tops i herredouble efter sejr i finalen over landsmændene Andreas Søndergaard og Jesper Toft.

Samlet set tangerede danskerne medaljehøsten fra 2018 og har ikke været bedre siden 2017, hvor det blev til 16 medaljepoint.