Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Bælum: AaB har købt ind til overlevelse - men nedrykning er ikke verdens undergang

Ritzau
Overlevelse var motoren i AaB's offensive transfervindue
Overlevelse var motoren i AaB's offensive transfervindueRené Schütze/Fotograf René Schütze/Ritzau Scanpix
Superligabundproppen AaB er kommet styrket ud til forårets overlevelseskamp i Superligaen efter et aktivt transfervindue i januar.

Det mener i hvert fald klubbens administrerende direktør, Thomas Bælum, der efter skilsmissen med sportschef Inge André Olsen i efteråret er ansvarlig for køb og salg af spillere i AaB.

En styrkelse af truppen var nødvendig, påpeger Bælum, der i december kunne se 15 millioner kroner tikke ind på klubbens konto.

"Vi fik tilført kapital til at kunne lave nogle investeringer i truppen, og det har vi gjort. Det er dyrere at rykke ned end at investere lidt mere i sin spillertrup. En nedrykning er en økonomisk lussing af de helt store. Vi har været godt forberedte til transfervinduet i vores scouting- og rekrutteringsudvalg, og vi lykkedes stort set med alt, hvad vi havde planlagt, og det kan vi kun være meget tilfredse med. Næste skridt er så at blive bedre på træningsbanen, så vi kommer til at vinde nogle fodboldkampe," siger Bælum.

AaB har hentet den tidligere superligatopscorer Nicklas Helenius hjem til Aalborg. Klubbens tidligere forsvarsgeneral Rasmus Thelander er også vendt retur, stopperen Anders Hagelskjær er tilbage efter en lejeaftale, mens Lyngby-profilen Kasper Jørgensen og Salzburg-målmanden Nico Mantl er nye i AaB.

"Det er et udtryk for, at vi havde en smal trup i efteråret, hvor vi i nogle kampe måtte spille med for mange uprøvede kræfter. Det kan vi ikke tillade os at blive ved med, uanset om vi ligger nummer 5 eller 11. Nu har vi fået en bredere trup, så vi er bedre garderet i et meget vigtigt forår, når vi uundgåeligt også får skader og karantæner hen ad vejen," siger AaB-direktøren.

Holdets vanskelige sportslige situation har ikke besværliggjort kontraktforhandlingerne med nye spillere. De er indforståede med, at der er en risiko for nedrykning.

"De spillere, vi har hentet ind, kender vores projekt. De sagde ja, fordi de ser et potentiale i holdet og i klubben, og fordi de kan hjælpe deres egen karriere. Så det har ikke været et tema i forhandlingerne, at vi ligger, hvor vi gør," siger Thomas Bælum.

Ud er gledet fire spillere, der ikke satte noget nævneværdigt indtryk på AaB-holdet i efteråret.

Før forårssæsonens 15 kampe har AaB syv point op til Brøndby over stregen. Der er yderligere et point op til AC Horsens og AGF.

Thomas Bælum har en tyrkertro på, at Erik Hamrén og spillerne indhenter efterslæbet.

"Kvaliteten af vores trup og vores trænerteam giver mig en stor tro på, at vi overlever. Jeg kan også se, at det daglige arbejde er rigtig godt, og det er et sundt afsæt til at vinde fodboldkampe. Vi har stadig 45 point at spille om, skal man huske," siger Bælum.

Kikser "mission overlevelse" er det ikke undergangen for den 138 år gamle idrætsinstitution, understreger han.

"Selskabet kommer til at bestå, hvis vi rykker ned. Og klubben kommer til at bestå lang tid efter, at jeg ikke er direktør mere. Vi har en plan A, B og C for alle scenarier, og dem tager vi op af skuffen, alt efter hvor vi ender henne efter sæsonen," siger direktøren.

AaB er aktuelt på træningslejr i det østlige Spanien. Forårssæsonen indledes med en hjemmekamp mod AGF fredag 17. februar.