Forrygende Antonsen åbner All England med stensikker sejr over japaner
Det viste han endnu en gang onsdag, da han i sikker stil spillede sig videre fra første runde ved den engelske Super 1000-turnering All England.
I to sæt besejrede Antonsen japanske Kanta Tsuneyama med 21-18, 21-9.
Dermed viste danskeren også, at sidste uges kvartfinalenederlag i French Open til indoneseren Chico Dwi Wardoyo var en enlig svale.
Det er fortsat Antonsens eneste nederlag i hele 2024.
Onsdagens japanske modstander Kanta Tsuneyama ligger nummer 19 på verdensranglisten, og det var fra kampens begyndelse tydeligt, at der var klasseforskel på de to spillere.
Antonsen tog fra begyndelsen af første sæt teten og fik hurtigt skabt et forspring.
Danskerne lignede en, der fortsatte i samme spor, som har været tilfældet i det meste af 2024, og Antonsen virkede ovenpå både taktisk og fysisk.
I slutningen af første sæt var Tsuneyama kort oppe og snuse ved 20-18 til Antonsen, men tættere kom japaneren ikke på.
Stilen fortsatte i andet sæt, hvor Antonsen virkede endnu mere overlegen.
Der var aldrig tvivl om kampens udfald, og det blev også tydeligt for Tsuneyama, der i løbet af andet sæt også mistede modet.
Uden problemer kørte Antonsen sikkert sejren hjem og er klar til anden runde ved den prestigefyldte engelske turnering.