Dansk par kunne dufte turnerings-sejr, men tabte hovedet i dramatisk gyser
Danmarks bedste herredouble i badminton, Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, kunne dufte en triumf i Finland, men endte med at tabe finalen i Super 500-turneringen Arctic Open.
Danskerne vandt første sæt ganske komfortabelt, men det formstærke par fra Malaysia med Goh Sze Fei og Nur Izzuddin sejrede med cifrene 15-21, 21-15, 21-19.
Det danske par førte også 15-11 i tredje sæt, men kunne ikke holde fast.
Dermed blev det ikke til karrierens tredje triumf i Arctic Open for Astrup og Rasmussen, der strøg til tops i turneringen i 2014 og 2023.
Goh Sze Fei og Nur Izzuddin har vist stor styrke de seneste måneder, og har nu vundet tre turneringer efter OL. De strøg også helt til tops i Japan Open og China Open.
Astrup og Skaarup havde den indbyrdes statistik på deres side med seks sejre i de hidtidige syv opgør mod Izzuddin og Fei.
De kendte derfor opskriften til at få overtaget mod modstanderduoen. I første sæt handlede det om at bevare tålmodigheden og vente på åbningerne.
Duellerne var lange og trak tænder ud, men de fleste faldt ud til Astrup og Skaarups fordel.
Danskerne var foran 4-0, og syv point i træk bragte dem på 16-8. Selv om Nur Izzuddin og Goh Sze Fei indimellem havde held med at overrumple danskerne med knaldhårde slag, stod Kim Astrup og Anders Skaarup imod.
Men de femteseedede malaysiere gav ikke op mod det andenseedede par fra Danmark.
De spillede med et fysisk overskud og var i andet sæt hele tiden et skridt foran danskerne, som pludselig virkede energiforladte. Det kostede en stribe fejl, og kun mangel på koncentration fra Izzuddin og Fei gjorde, at danskerne fik pyntet på cifrene, før det uundgåelige tredje sæt var en realitet.
Som så ofte før formåede den solide danske double at grave dybt i depoterne, og det var nødvendigt i tredje sæt.
Mens landstræner Thomas Stavngaard råbte gode råd til sine landsmænd fra stolen, kæmpede de sig tilbage i kampen og begyndte også at have marginalerne på deres side.
En netruller bragte danskerne på 12-9, og særligt Izzuddin så træt ud. Det udnyttede Astrup og Skaarup til at sende mange bolde i hans retning.
Det danske par kom på 15-11 og 19-17, men gik så i stå. Malaysierne vandt fire dueller i træk og kastede sig i gulvet i ren udmattelse.
Der er allerede trukket lod til næste uges Denmark Open, hvor Astrup og Skaarup på hjemmebane møder de franske Popov-brødre i første runde.