Næstbedst i verden: Rekordrangering sikrer dansk herredouble OL-seedning
Tirsdag er verdensranglisten blevet opdateret, og her er det danske doublepar rykket op som nummer to i verden. Det er parrets højeste placering nogensinde.
På den forrige rangliste lå danskerne nummer fire.
Den historisk gode placering er ikke den eneste gevinst, som de seneste ugers gode resultater har givet de danske viceverdensmestre.
Badminton Danmark skriver på Facebook, at ranglistepointene fra turneringerne i Asien samtidig betyder, at parret er sikret en seedning til OL.
Viktor Axelsen er efter 131 uger på toppen af ranglisten i herresingle stødt fra tronen af kineseren Shi Yuqi, der søndag slog Anders Antonsen i finalen i Indonesien.
Axelsen har døjet med flere skader de seneste måneder, som har betydet afbud til turneringer. Anders Antonsen er rykket fra femte- til fjerdepladsen på ranglisten.
I de tre øvrige kategorier har Danmark ikke spillere i top-10.
For Astrup og Skaarup og de andre danske OL-deltagere er næste opgave Canada Open i begyndelsen af næste måned. Derefter går det løs til legene i Paris.