Badminton-chef om eksil-stjerner i Dubai: "Det er gået meget bedre, end vi havde frygtet"
Men den danske badmintonkultur har altid været båret af en vis “mesterlære”, hvor det at kunne træne med de bedste spillere på daglig, eller i hvert fald ugentlig basis, har været afgørende for, at Danmark har kunnet holde sig på verdenstoppen inden for sporten.
Så har det påvirket niveauet på træningsbanerne ude i Brøndby, eller har man formået at kompensere for de to stjerners fravær?
Flashscore har, i den henseende, talt med elite- og sportschef Jens Meibom fra Dansk Badminton, og han ser deres fravær som en nødvendig præmis inden for sporten, men også en præmis, som man har tilpasset sig bedre, end hvad man havde frygtet i sin tid.
Træningsmiljøerne på tværs af sportsgrene har ændret sig og ligeledes har man udviklet træningsmiljøet i Brøndby, efter de to verdensstjerner forlod landet - og så er de jo altså ikke helt forsvundet fra banerne på Det Nationale Elite Træningscenter.
“Vores tanker omkring det har ikke ændret sig, i forhold til, hvordan det for eksempelvis så ud for et år siden, men det er klart, at – i og med, at Badminton er en sparringssport – så havde vi foretrukket at råde over Viktor og Anders hver dag,” fortæller Meibom til Flashscore.
Det er der ikke noget specielt i, for badminton er i den grad en sport, hvor udviklingen for den enkelte spiller afhænger af at kunne træne “opad” med de bedste spillere.
Der tager man de største skridt, og her er det naturligvis optimalt at kunne have de bedste spillere til rådighed, så ofte som muligt. Men både Axelsen og Antonsen er jævnligt at finde i Brøndby-Hallen, især når de alligevel er i Europa til turneringer.
“Viktor har omkring 1/3 af sin samlede træning i Danmark, og Anders har lidt mere end det. Og når de så er her, så har vi sørget for at tilrettelægge træningen, sådan at den også tilgodeser de unge spillere," siger Jens Meibom.
Det forløber praktisk på den måde, at der bliver sat specifik tid af til, at de to stjernespillere sparrer med de unge talenter, og den del af træningen forløber rigtig godt, fortæller Dansk Badmintons elitechef.
“Vi har en god forståelse med Viktor, at når han er hjemme i Danmark, så skal han også sparre med de unge spillere, der jo gerne skal kunne suge lidt til sig, mens de største stjerner er her,” siger Jens Meibom og peger på et ungt talent som den 21-årige aalborgenser Magnus Johansson som et eksempel på en spiller, der nyder godt af den ordning.
Axelsen og Antonsen går også glip af fordele - og Dubai kræver økonomi
Da først Axelsen og siden Antonsen drog mod Dubai i sin tid er det ikke underligt, hvis man fra dansk elitebadmintons side frygtede, at der ville ske en domino-effekt, således at træningsmiljøet i det daglige ville blive mere udhulet. Det er dog ikke sket, forklarer Jens Meibom, og peger på et par ret åbenlyse årsager til det.
“Det kræver altså en ret solid økonomi at have sådan et setup i udlandet med træner, fysioterapeut, fysisk træner etc. Og man går også glip af at være en del af fællesskabet, samt de fordele, som vi kan tilbyde dem.”
Her henviser han til, at de to spillere ikke længere kan få økonomisk støtte fra Badminton Danmark og Team Danmark, samt heller ikke har adgang til den ekspertise, de ligger inde med hos Det Nationale Elite Træningscenter.
Hvad angår fremtiden, så ser han lyst på det, for selv når de to stjerner i herre-single ikke spiller mere, så vil der komme nyt blod til.
"Selvom det er svært at forestille sig, så stopper Viktor jo også en dag, og vi har tidligere set, at når en topspiller slutter sin karriere, så kommer der nye til. Sådan var det også, da for eksempel Peter Gade og Camilla Martin stoppede i sin tid. Her så man for eksempel, at Tine Baun pludselig blomstrede op. Badminton er 100 procent en sparringssport, men når de gamle stjerner stopper, så tager andre over, og viser de unge vejen," fortæller han.
"Og den måde at afvikle (træningen) på, er vi meget fortrøstningsfulde over for, for vi har haft et større fokus på at lade de unge træne med Viktor og Anton, når de så er her. Det er en del af pakken, og det er også derfor, at vi har den aftale med dem i forhold til træning, når de er i Europa, siger Meibom,” siger Meibom og påpeger en forskel i måden, træningspassene forløber ude i Brøndby.
“Før i tiden var det ofte sådan, at de bedste primært trænede på én bane, og så var de næstbedste på banen ved siden af. Sådan er det ikke altid længere. Nu får man nogle gange mulighed for at træne opad, og andre gange er det på niveau, og Kenneth (Jonassen, cheflandstræner, red.) giver de spillere opmærksomhed, der er her. Så kan det være, at træningsniveauet ikke er så højt, når Viktor og Anders ikke er her, men til gengæld er der mere tid og opmærksomhed til de øvrige spillere. Vi synes, at vi har håndteret situationen godt, og at det er gået meget bedre, end vi måske havde frygtet i sin tid,” slutter Jens Meibom.