Antonsen får styr på irer efter svær start ved Denmark Open
Tirsdag vandt han med cifrene 21-18, 21-13 over ireren Nhat Nguyen, der er nummer 38 i verden.
Antonsen trak sig med en skade i lørdagens semifinale i Arctic Open i Finland, og længe så han også ud til at være mærket i tirsdagens første sæt.
Man så nærmest ikke danskeren smashe, og ireren spillede sin chance mod favoritten.
Nguyen bragte sig foran 18-12, men så tog fanden ved Antonsen. Han vandt de ni næste point og hev sættet hjem med 21-18.
Han fortsatte, hvor han slap i andet sæt og kom hurtigt foran med 7-1, og der var aldrig spænding om udfaldet.
I slutningen så Antonsen dog igen lidt besværet ud, men han udnyttede sin tredje matchbold.
I anden runde på torsdag får Antonsen en noget hårdere modstander i form af en top-10-spiller. Han møder enten verdens nummer tre, Kodai Naraoka, eller nummer ni, Loh Kean Yew. Antonsen ligger nummer ti på listen.
Antonsen var eneste dansker i aktion i herresingle tirsdag. Onsdag møder topseedede Viktor Axelsen landsmanden Magnus Johannesen, og Rasmus Gemke træder også ind i turneringen.
I damesingle skal Line Christophersen møde Mia Blichfeldt, og Line Kjærsfeldt skal også i kamp onsdag.