Antonsen vinder højdramatisk tre-sætter og er semifinale-klar sammen med herredoublen
Efter et endnu en gang ganske lige opgør, der blev spillet over tre sæt, og udartede sig til lidt af et drama undervejs, hvor kineseren fik rødt kort efter afgørelsen, endte kampen i Odense med en revanche til Antonsen, der vandt med cifrene 12-21, 21-8, 22-20.
Kenta Nishimoto venter Antonsen i semifinalen.
Tredje og afgørende sæt var en sand neglebider, hvor de to viljestærke spillere fulgtes ad pointmæssigt hele vejen.
På de sidste par bolde var danskeren dog de sidste marginaler bedre, og han er dermed klar til semifinalen ved Denmark Open.
Efter en lidt stiv start havde kineseren fuldstændig styr på Antonsen, der på et tidspunkt i første sæt smed fem point i streg.
Danskerens modstander var god i sit netspil, mens Antonsen typisk blev pisket rundt på banen og derfor brugte mange kræfter.
Verdensfireren havde imidlertid succes med at slå ned på kineseren fra baglinjen.
Men det var ikke nok til at forhindre verdens nummer otte i at tage første sæt i sikker stil.
Antonsen fik en forrygende start på andet sæt, og ved stillingen 10-3 i dansk favør lignede det nærmest, at Li Shi Feng allerede havde opgivet.
Imens udnyttede danskeren vinden i hallen i Odense til egen fordel og overrumplede sin modstander.
Kineseren tabte sættets sidste point ved at vippe fjerbolden ud over stregerne.
Det tredje og afgørende sæt blev langt mere tæt.
Antonsen spillede hurtigt og leverede hårde smasher, men var hele tiden et point eller to fra at komme på omgangshøjde med kineseren, der tryllede ved nettet.
Danskeren var mod slutningen oven på fysisk mod trætte Li Shi Feng og pillede således føringen fra sin modstander ved at komme foran 15-14.
I samme ombæring fik begge spillere, der var tændte, besked på at tage det roligt af dommeren, inden kineseren senere fik et gult kort.
Li Shi Fengs kræfter slap helt op til sidst, hvor Antonsen på sin anden matchbold afgjorde dramaet.
Kineseren smadrede efterfølgende sin ketsjer ned i jorden og fik et rødt kort.
Lørdag venter japaneren Kenta Nishimoto, der er nummer 14 på verdensranglisten, i semifinalen.
Anders Skaarup og Kim Astrup var ude i en lignede kamp mod 2021-verdensmestrene Takuro Hoki og Yugo Kobayashi fra Japan.
Efter et skidt første sæt og et stærkt andet sæt blev det afgjort i et tæt tredje sæt, hvor en livlig Astrup stod bag en fin start, og Skaarup slutteligt hamrede parrets tredje matchbold i gulvet.
13-21, 21-14, 21-18 vandt den danske duo. I lørdagens semifinale venter et møde med Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto fra Indonesien.
Tidligt torsdag tabte Amalie Magelund og Jesper Toft 2-0 i sæt i kvartfinalen i mixeddouble mod et par fra Hongkong.