Mixeddouble og Gemke løfter blandet dag ved Denmark Open: Skaarup/Astrup også videre
Der blev torsdag tyndet gevaldigt ud blandt de danske profiler ved badmintonturneringen Denmark Open i Odense.
Viktor Axelsen stillede ikke til start i anden runde på grund af en skade, og senere røg også Anders Antonsen ud i herresingle efter et nederlag i to sæt til verdens nummer ni, Loh Kean Yew fra Singapore.
Et dansk højdepunkt var til gengæld mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, der overraskende slog verdens nummer seks.
Jiang Zhen Bang og Wei Ya Xin fra Kina vandt første sæt 21-16, men det danske par fik en god start på andet sæt, og derfra havde de favoritterne på glatis.
Jiang og Wei fik lukket et hul på fem point i tredje og afgørende sæt, men Bøje og Christiansen var på toppen og vandt til glæde for størstedelen af hallen slutteligt 21-14 og 21-18.
Kort efter den danske opmuntring blev der dog lagt en dæmper på stemningen i Odense, da Antonsen tabte 19-21, 19-21 til Loh efter en indsats, hvor danskeren først for sent ramte et niveau, der så ud til at ryste modstanderen.
Tidligere på dagen røg Line Christophersen lidt mere forventet ud efter et nederlag i to sæt til Zhang Ziman fra Kina, mens herredoublen med Rasmus Kjær og Frederik Søgaard tabte klart til et par fra Kina.
Ud over Bøje og Christiansen er også herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen klar til kvartfinalerne.
Tyskerne Mark Lamsfuss og Marvin Siedel gav dog de danske favoritter kamp til stregen i et spændende tresætsopgør, der varede mere end en time.
I single resterer et dansk skud i bøssen.
Slutteligt sikrede Rasmus Gemke, der i første runde slog den forsvarende verdensmester, Kunlavut Vitidsarn fra Thailand, lidt mere dansk succes.
Han slog i sin andenrundekamp Lin Chun-Yi fra Taiwan med 21-18, 25-23 og møder fredag Lee Cheuk Yiu fra Hongkong i sin kvartfinale.