Skadet Viktor Axelsen frygter at han må trække sig fra Denmark Open
En uges tid har Viktor Axelsen døjet med en skade i venstre fod og underben, og sår dermed tvivl om sin deltagelse videre i turneringen.
Ifølge Axelsen selv, er der tale om en overbelastning, og kampen mod Magnus Johannesen, blev gennemført mod smertestillende medicin i kroppen.
Den danske verdensetter så til tider besværet ud i kampen, men havde alligevel ingen problemer med sin unge landsmand.
I en ellers suveræn præstation, vandt Axelsen med 21-7, 21-9 over Magnus Johannesen.
Viktor Axelsen bed smerterne i sig, men siger til TV2 efter kampen, at hvis smerterne ikke tager af, så vurderer han det som usandsynligt, at han kan stille til start i morgen.
Denmark Open foregår i Axelsens fødeby Odense, og det vil derfor være en stor bet for turneringen, hvis hovednavnet må trække sig allerede på andendagen.