Danmarks badmintonherrer tager EM-guld for 19. gang
Hvis der var tvivl om det faktum, blev det slået eftertrykkeligt fast søndag, da Danmarks herrer vandt 3-0 i kampe over Frankrig i finalen ved hold-EM i polske Lodz.
Rasmus Gemke sikrede sejren efter et utroligt comeback.
Bagud med et sæt og 11-19 i andet sæt tog den 27-årige aarhusianer skeen i den anden hånd og sørgede for, at der kun blev brug for tre kampe.
Gemkes sejr betyder også, at de danske herrer vandt samtlige sine 21 kampe i Lodz i denne uge. Tyskland, Tjekkiet og Polen blev alle slået 5-0 i gruppespillet, inden det blev 3-0 over Tyskland i semifinalen.
Tidligere søndag havde Danmark slået Spanien 3-1 i kvindernes finale. Det var femte EM-titel i træk og syvende gang af ni mulige, at de danske kvinder strøg til tops.
Danmarks herrer har vundet 19 af 19 mulige EM-titler, siden turneringen første gang blev afviklet i 1986.
Formstærke Anders Antonsen åbnede finalen med 21-15, 21-15 over Frankrigs højest rangerede spiller, Toma Junior Popov, der er nummer 25 i verden.
Det var verdensfirerens sejr nummer 15 i 2024, hvor han endnu har til gode at gå fra banen som taber.
Den formidable stime har indbragt ham triumfer i Super 1000-turneringen Malaysia Open, Super 500-turneringen Indonesia Masters og altså nu EM-guld.
Efter Antonsens sejr var det herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarups tur til at bidrage til guldet, og det gjorde VM-sølvvinderne uden slinger i valsen.
21-13, 21-13 vandt de danske profiler over Ronan Labar og Lucas Corvee.
Opgørene ved hold-EM bliver afviklet som bedst af fem kampe, og derfor havde Rasmus Gemke dansk matchbold mod Christo Popov i kamp tre, som på papiret var et meget tæt opgør.
Gemke er således nummer 29 på verdensranglisten, mens Christo Popov, der er lillebror til Toma Junior Popov, rangerer som nummer 27.
Talentfulde Popov var i første omgang ovenpå og cruisede mod en sikker sejr. Men Gemke fik ny tro på tingene, da nærmest alt håb var ude ved 11-19 i andet sæt.
En fysisk og mentalt ramt Popov blev kørt rundt, og Gemke straffede kynisk de franske svaghedstegn.
I tredje sæt var det trods 7-2 til Gemke lige ved at blive spændende igen, men danskeren vandt 14-21, 22-20, 21-9, efter at Popov ved 14-9 i tredje sæt vred rundt på sin ankel og ikke havde mere kvalificeret modstand i sig.