Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Succesrig herredouble tager kort puster fra badminton

Ritzau
Astrup og Skaarup melder fra til tysk turnering
Astrup og Skaarup melder fra til tysk turneringClaus Fisker/Ritzau Scanpix
Efter to titler og en semifinaleplads på tre uger har herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen valgt at melde fra til denne uges badmintonturnering i Tyskland.

Anders Skaarup forklarer afbuddet med, at duoen har vurderet, hvad der vil være bedst for dem på nuværende tidspunkt og fremadrettet.

"Det ville være fjerde uge i streg med en turnering, og vi har også familie derhjemme og turneringer senere på året at tænke på", siger Anders Skaarup til TV 2 Sport.

Herredoublen vandt søndag Super 750-turneringen French Open, og det var den femte turneringssejr i denne sæson.

I Tyskland er turneringen et par niveauer lavere end i Frankrig, og danskerne har brug for en pause.

"Samtidig er det på Super 300-niveau og en mindre turnering. Der er nærmest ingenting at hente for os dernede med vores seneste resultater, og vi ville nærmest skulle vinde for at få noget med hjem".

"Så det er helt naturligt at melde fra", mener Anders Skaarup.

Landstræner Kenneth Jonassen roser den danske duo og forsøger at forklare den seneste tids imponerende resultater.

"Hvis jeg skal udpege en ting, så er det selvtillid og troen på egne evner".

"Tvivlen om man kan gå hele vejen og stå imod modstanderen og håndtere stressen, det tekniske og det taktiske, er væk", siger landstræner til badmintonforbundets hjemmeside.

Han kan også se en mental forbedring hos duoen, der virker til at have fundet en succesformel.

"Drengene har en rigtig god daglig proces, i forhold til hvad de er oppe at lave tidligt, hvornår de ser video, og hvornår de planlægger".

"Det kører bare hak i hak, og jeg tror ikke, at de har tilladt sig at geare ned. Jeg ved, at de var ekstremt motiverede for at tage ned og gøre en indsats", siger Kenneth Jonassen.