Astrup/Skaarup spiller sig i finalen i Hong Kong Open
De to danskere slog i lørdagens semifinale indoneserne Hendra Setiawan og Mohammad Ahsan med 24-22, 19-21, 21-11.
Kampen blev afviklet i et opskruet tempo, hvilket viste sig at være en fordel for den danske duo.
Første sæt udviklede sig til en neglebidende affære for tilskuerne. Skaarup og Astrup fik chancen for at lukke sættet ved 20-19, men modstanderne forsvarede sig godt og bragte sig foran 21-20 og 22-21.
Hårdt presset lykkedes det de syvendeseedede danskere at vinde de næste tre dueller over de femteseedede indonesere og dermed sikre sig første sæt.
Andet sæt blev næsten lige så spændende og intenst. De to par fulgtes ad, men da sættet skulle afgøres, var Setiawan og Ahsan dog skarpest.
Dermed skulle semifinalen ud i et tredje og afgørende sæt, hvor danskerne fik bragt sig foran 8-4. Det lykkedes Skaarup og Astrup at bevare nerverne i ro, selv om modstanderne reducerede til 8-9.
Efter sidebyttet var de to danskere nærmest ustyrlige, mens Setiawan og Ahsan flere gange fik sendt bolden udenfor stregerne, hvilket gav Skaarup og Astrup en stor føring.
I søndagens finale venter endnu et indonesisk par i form af Leo Rolly Carnando og Daniel Marthin.