Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk damedouble taber til indonesisk par i semifinalen i Hong Kong Open

Ritzau
Dansk damedouble falder i semifinalen i Hong Kong Open
Dansk damedouble falder i semifinalen i Hong Kong OpenProfimedia
Damedoublen Maiken Fruergaard og Sara Thygesen missede lørdag en plads i finalen i badmintonturneringen Hong Kong Open.

De to danskere tabte lørdagens semifinale til indoneserne Apriyani Rahayu og Siti Ramadhanti med 16-21, 21-23.

Den danske duo fik en lovende start på opgøret, men modstanderne kom hurtigt med. En stime på fire vundne dueller i træk gav de indonesiske favoritter en føring på 10-6, og det forspring gav de aldrig væk.

Fruergaard og Thygesen kom ud til andet sæt med fornyet energi, hvilket resulterede i en hurtig føring på 3-0.

Igen kom de indonesiske VM-finalister op i omdrejninger, og det var tæt frem til 14-14. Her strammede Rahayu og Ramadhanti grebet og bragte sig foran 20-16.

Danskerne fandt dog storspillet frem og formåede at afværge alle fire matchbolde og bringe sig på 20-20. Fruergaard og Thygesen overlevede endda endnu en matchbold ved 21-21, før indoneserne tog sejren.

Apriyani Rahayu og Siti Ramadhanti nåede for tre uger siden VM-finalen i Royal Arena i København. Her tabte de til kineserne Chen Qingchen og Jia Yifan.

Senere på lørdagen skal Anders Skaarup og Kim Astrup spille semifinale i herredouble mod indoneserne Hendra Setiawan og Mohammad Ahsan.

/ritzau/