Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Stærk japaner tager revanche mod Anders Antonsen i Indonesien

Ritzau
Stærk japaner tager revanche mod Anders Antonsen i Indonesien
Stærk japaner tager revanche mod Anders Antonsen i IndonesienAFP
Anders Antonsen er færdig ved Indonesia Open, der er en af de største turneringer på BWF Tour. 21-14, 7-21, 17-21 tabte danskeren i første runde til japanske Kodai Naraoka, der er seedet som nummer tre i Super 1000-turneringen i Jakarta, efter en forrygende kamp over mere end 80 minutter.

Naraoka fik dermed revanche for sit nederlag til Antonsen i semifinalen lørdag ved Singapore Open, hvor danskeren siden tabte til Anthony Ginting i finalen.

Efter en lige og jævn indledning førte Naraoka 11-9 ved pausen i første sæt. Men herefter løftede Antonsen sit spil til et niveau, der gav minder om, hvorfor han længe var nummer to i verden.

Naraoka blev kostet rundt på banen, og Antonsen havde kvalificerede svar på alle japanerens initiativer. 12-3 vandt danskeren den sidste halvdel af sættet, og Naraoka virkede rådvild.

Han fandt dog en taktik til andet sæt, der ændrede kampen.

Konsekvent smed Naraoka fjerbolden ned i det ene hjørne, og det gav meget lange dueller, et faldende tempo og en del danske fejl. Antonsen forsøgte at følge med, men fra 4-8 og 4-11 ved pausen var indsatsen og modstanden begrænset.

Antonsen gemte tydeligvis kræfter til tredje sæt, men desværre for ham var der ikke meget, der ændrede sig.

Fejlene kom som perler på en snor, og en frustreret dansker var bagud 6-11 inden sidste snak med sin træner.

Her blev der rettet op på tingene. Antonsen kom ud med langt mere energi og opildnede konstant publikum efter sine vundne dueller. Og det gav pote. Antonsen tog styringen med spillet og fik stor opbakning.

Han kom på 10-13, inden Naraoka igen trak fra. Antonsen gav dog ikke op og forvandlede 10-17 til 16-18, inden et par dårlige bolde gav Naraoka matchbolde.

Det første blev misset, men efter en lang og udmarvende duel slog Antonsen den anden i nettet, og Naraoka faldt til gulvet i lettelse og udmattelse.

Også Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus er med i herresingle ved Indonesia Open. Axelsen spillede sig tirsdag sikkert videre til anden runde, mens Vittinghus senere onsdag møder hjemmebanefavoritten Anthony Ginting.

Herredoublen med Anders Skaarup og Kim Astrup ydede onsdag tredjeseedede Liu Yuchen og Ou Xuany yderst kompetent modstand, men tabte efter tre forholdsvis tætte sæt til de stærke kinesere.