Anders Antonsen slider sig i semifinalen i Indonesien efter gyser
I en tæt og meget underholdende kvartfinale fik han revanche for All England-nederlaget til Lakshya Sen i marts. Inderen blev slået 24-22, 21-18.
Selv om han kun skulle bruge to sæt, var Antonsen på hårdt arbejde mod verdensranglistens nummer 14.
Han så ud til at være ovenpå og have kontrol over kampen, da han bragte sig foran 16-13 i første sæt. Men da det gik op for Sen, at Antonsen var klart bedst i netduellerne, rykkede inderen spillet væk fra nettet.
Det var et klogt træk. Sen fik overtaget, tilspillede sig to sætbolde og var millimeter fra at tage sættet ved 20-18.
Antonsen sled sig tilbage i en kamp med lange dueller, højt tempo og endnu højere puls. Efter at have misset en sætbold ved 21-20, erobrede han sættet i andet forsøg.
Danskeren kom dog sløjt i gang med andet sæt, blev utålmodig og satsede for meget i duellerne. Sen kom foran 7-2, inden Antonsen genfandt opskriften.
Langsomt fik Antonsen overtaget og tilspillede sig to matchbolde ved 20-18. Han behøvede dog kun én, da han med et velplaceret baghåndsslag udplacerede Sen og kunne smide sig på knæ i jubel.
I semifinalen venter den regerende verdensmester, Kunlavut Vitidsarn fra Thailand
Senere fredag eftermiddag skal den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup også spille kvartfinale.