Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Badmintonchef: Tom kampkalender gavner Axelsen før OL

Ritzau
Viktor Axelsens få kampe kan komme ham til gavn ved OL.
Viktor Axelsens få kampe kan komme ham til gavn ved OL.WANG ZHAO/AFP
Det har været en noget blandet sæson for Viktor Axelsen, der har været plaget af skader.

Badmintonspilleren Viktor Axelsen skal om en måned forsøge at genvinde OL-titlen i herresingle.

Den 30-årige guldvinder fra legene i Tokyo kæmper lige nu for at stå skarpt i Paris efter et urytmisk halvår med flere skader og pauser.

For at skåne kroppen mest muligt frem mod OL har han for få dage siden meldt afbud til en turnering i Canada i næste uge. For tiden træner Axelsen i stedet i Brøndby.

Elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, forholder sig positiv på vegne af det store danske medaljehåb.

"Det er rigtigt, at Viktor har haft udfordringer med kroppen. Også mere end i optakten til sidste OL."

"Det giver en form for usikkerhed, men samtidig vil jeg også sige, at han i foråret har vist et meget højt niveau. Det skal nok lykkes at komme tilbage," siger Jens Meibom.

Selv om Viktor Axelsen har haft problemer med fysikken og har mistet sin førsteplads på verdensranglisten i herresingle, så har badmintonspilleren også fået vist sit tårnhøje topniveau.

For en måned siden vandt Axelsen Malaysia Masters, men ugen efter tvang ankelproblemer ham til at trække sig fra semifinalen i Singapore Open.

Efterfølgende meldte den regerende olympiske mester også afbud til Indonesia Open. Og senest blev næste uges Canada Open også sløjfet fra Axelsens kalender.

Jens Meibom tror på, at træning lige nu er bedre end turneringskampe for Viktor Axelsen.

"Der er en risiko ved at spille kampe, fordi man går all-in."

"Med det forløb, som Viktor har haft, så var vurderingen fra ham selv og landstræner Kenneth Jonassen, at det gav bedre mening at blive hjemme og dosere det. Den vurdering bakker jeg op om."

"Viktor kender sin krop så godt, og han ved, hvordan den reagerer i forhold til træning og konkurrence," siger sportschefen.

Jens Meibom er samtidig begejstret for det, han ser fra den danske stjerne i træningshallen i Brøndby.

"Min forventning er, at når Viktor kommer til OL, så er han helt klar til at kunne spille, og så må vi tage det derfra i forhold til, hvordan kroppen reagerer."

"Han har fået en træningsperiode og den hvile, han har brug for."

"Viktor træner godt i øjeblikket, og han har ikke haft nogen tilbageslag, så vi forholder os positive, indtil det modsatte er tilfældet," siger Jens Meibom.

OL i Paris afholdes fra 26. juli til 11. august.