Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk stjerneduo rejser sig og slår kinesere klart i to sæt

Ritzau
Det så godt ud for Astrup og Skaarup.
Det så godt ud for Astrup og Skaarup.DAVID GRAY/AFP
Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen kan selv afgøre OL-skæbnen efter sejr over kinesere.

Badmintonduoen Kim Astrup og Anders Skaarup fik hurtigt revanche for søndagens nederlag til de forsvarende OL-mestre - taiwanske Lee Yang og Wang Chi-Lin.

Mandag eftermiddag gjorde danskerne kål på kineserne Liu Yu Chen og Ou Xuan Yi med cifrene 21-15, 21-13 i en vigtig kamp i forhold til at avancere fra den dynamitgruppe, de er havnet i ved OL.

Danskerne kom blæsende ud og bragte sig foran 12-4 i første sæt, inden kineserne kom bare lidt med både spillemæssigt og på tavlen. Astrup og Skaarup gik dog på ingen måde i panik og kørte sikkert første sæt i hus med 21-15.

Kineserne kom bedst ud til andet sæt, men danskerne kom hurtigt med igen og gjorde 2-4 til 7-4. Kineserne virkede både rådvilde og fysisk udfordrede mod de sprudlende danskere, der gik til ophold foran 11-6.

En opgivende peptalk med mere trækken på skuldrene end pep gjorde ondt værre for kineserne, der aldrig kom tilbage i kampen og tabte andet sæt med 13-21.

Med to sejre i tre kampe ser det fint ud for danskerne, der mangler en gruppekamp mod et japansk par på onsdag. En sejr der er lig med avancement til knockoutfasen.

Og selv med et nederlag kan danskerne avancere - afhængigt af de øvrige resultater i gruppen.