Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Overmanden Antonsen ekspederer Gemke ud i Singapore

Ritzau
Anders Antonsen slår sin gode ven Rasmus Gemke.
Anders Antonsen slår sin gode ven Rasmus Gemke.WANG ZHAO/AFP
I et rent danskeropgør i herresingle vandt Anders Antonsen tirsdag i to sæt over Rasmus Gemke i badmintonturneringen Singapore Open.

Anders Antonsen sejrede med cifrene 21-17, 21-10 i første runde af Super 750-turneringen efter lidt over tre kvarters spil.

Dermed er Antonsen stadig ubesejret i indbyrdes opgør mod Rasmus Gemke, der nu er oppe på syv nederlag i syv kampe.

Antonsen er placeret som nummer fire i verden. Gemke er på samme liste nede som nummer 27.

I første sæt var der størst jævnbyrdighed mellem de to danskere, og Gemke var godt med langt hen ad vejen.

Gemke kom faktisk foran 16-15, men vandt derefter kun et enkelt point i sættet.

Antonsen vandt omvendt seks ud af de sidste syv point og sluttede dermed klart bedst af.

I andet sæt var Gemke fra starten ikke påvirket af første sæts afslutning, og han kom foran 3-0.

Men Antonsen tog igen grebet om sættet og kampen ved at bringe sig i spidsen med 7-5.

Gemke svarede igen og fik en sidste føring ved 8-7, inden at Antonsen viste sit højere niveau lige nu og her.

Antonsen tabte kun yderligere to point i kampen. 14-2 vandt Antonsen isoleret set den resterende del af kampen.

Tre danske doubler var også i aktion tirsdag i Singapore.

Damedoublen Julie Finne-Ipsen og Mai Surrow er ude efter et nederlag i to sæt til et kinesisk par.

Også damedoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen blev slået ud i første runde efter nederlag til en fransk duo.

Bedre gik det for mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, der vandt i to sæt over et sydkoreansk par.