Viktor Axelsen ryger ud i to sæt i semifinalen i Swiss Open: Blichfeldt i finalen
Axelsen var dog en skygge af sig selv og tabte semifinalen mod verdens nummer seks, Chou Tien Chen, i to sæt med cifrene 10-21, 15-21.
Danskeren havde ellers meget at revanchere i turneringen i Schweiz, efter at han i sidste uge skuffende røg ud i ottendedelsfinalen i All England.
Axelsen fik en rigtig skidt start på kampen og tabte ad to omgange fem point i streg i første sæt.
Verdensetteren kom bedre med i kampen i andet sæt og var foran 4-1, inden modstanderen igen vandt fem point i streg og bragte sig på 10-7.
Mod slutningen af andet sæt virkede Axelsen lettere opgivende, og han kunne intet stille op over for en stærkt spillende Chou Tien Chen, der tog kampens sidste fire point. Dermed blev semifinalen endestationen for danskeren.
Damesinglen Mia Blichfeldt er dog klar til finalen i turneringen, efter at hun tidligere lørdag vandt over amerikaneren Beiwen Zhang med cifrene 19-21, 21-19, 21-18.
Danskeren kom skidt fra start og tabte første sæt. I andet sæt var Blichfeldt bagud 3-12, men hun kæmpede sig tilbage og spillede sig op på 19-19, inden hun vandt sættet med to point i streg.
I tredje og afgørende sæt bølgede opgøret frem og tilbage, men til slut sikrede danskeren sejren, da hun ved stillingen 20-18 vandt kampens sidste point.
Damesinglen møder verdens nummer 11, Pornpawee Chochuwong, i finalen. Blichfeldt er selv nummer 23.