Blichfeldt efter avancement til VM: "Det var mere en mental kamp end en normal kamp"
”Det var ikke en af mine bedste kampe i år synes jeg. Jeg føler jeg formår at holde fast på mig selv, styre mig selv, og jeg synes ikke jeg lader tankerne tage over”, siger Mia Blichfeldt til Flashscore efter sejren over irske Rachael Darragh i to sæt.
Det med at holde fast på sig selv har tidligere været en udfordring for Blichfeldt. I 2021 fik den danske damesingle at angstanfald for rullende kameraer, og derfor har der også været noget nervøsitet inden VM på hjemmebane.
”Jeg kunne mærke presset og jeg kunne mærke jeg blev nervøs. Der sidder en masse danskere derinde, men jeg synes jeg havde en masse gode redskaber jeg brugte derinde”, siger Blichfeldt.
Derfor har der været meget fokus på den mentale del for Blichfeldt, inden hendes første kamp ved VM.
”Det var en mere mental kamp end en almindelig kamp. Jeg synes ikke jeg spiller en flot badmintonkamp, men man kan vinde badmintonkampe på mange måder, og det er det, jeg gør i dag”.
Mia Blichfeldt tillader nu sig selv at tænke at de værste premierenerver nu er kørt i garagen.
”Jeg synes godt nok, det har været nogle hårde dage. Jeg har glædet mig helt vildt til at komme i gang. Jeg har også nydt at min familie og veninder har været her i aften”.
I forhold til hvad hun gjorde godt i kampen mod Darragh, siger Blichfeldt til Flashscore.
”Jeg er stædig og jeg bliver ved at gøre de ting der er svære derinde, selvom jeg egentlig mest af alt havde lyst til at tyre til kuglerne. Jeg holder fast og holder en god dialog med min træner”.
I næste runde venter tredjeseedede Chen Yu Fei fra Kina, der tidligere tirsdag spillede sig komfortabelt videre. Dermed er danskeren underdog i opgøret, men det afholder ikke Blichfeldt fra at drømme.
”Jeg har mine egne forventninger til mig selv. Jeg spiller ikke for nogen andre. Jeg går derind med min egen målsætning og så må jeg se, hvor meget jeg kan drille hende”, slutter Blichfeldt.