Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Christophersen må lade VM-livet til guldkandidat

Ritzau
Opdateret
Christophersen må lade VM-livet til guldkandidat
Christophersen må lade VM-livet til guldkandidatIda Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Tai Tzu Ying var ikke uventet for stor en mundfuld for Line Christophersen, som dog bed fra sig i starten.

Line Christophersen havde proklameret, at et højt tempo skulle forhindre Tai Tzu Ying i at kunne styre deres opgør ved VM, og det blev forsøgt.

Den fjerdeseedede gigant fra Taiwan var dog for stor en mundfuld for den 23-årige dansker, som var med indtil midtvejs i første sæt af andenrundekampen, som blev tabt 16-21, 13-21.

Danskeren spillede med stort mod fra første bold, og det var ikke bare tomme løfter, da hun tirsdag efter sin sejr lovede at skrue op for tempoet i kampen.

Med udgangspunkt langt fremme på banen forsøgte hun at tage initiativet fra favoritten, og det lykkedes godt. Efter flot spil var hun foran 11-10 halvvejs i første sæt.

Men det er ikke for ingenting, Tai Tzu Ying har vundet All England og Indonesia Open to gange hver, Asian Games, Asian Championships tre gange, sæsonfinalen og hentet sølv ved både VM og OL.

Selv korte udfald hos modstanderen bliver straffet, og det ramte Christophersen.

Fra 14-13 tog Tai Tzu Ying fem af de næste seks point, og så var et ellers fint første sæt gledet danskeren af hænde.

Det gav favoritten den fornødne ro, mens den mentale opgave at skulle vinde to sæt over en af verdens bedste spillere blev for uoverkommelig for Line Christophersen.

Hun kom aldrig med i andet sæt. Hun begyndte at satse meget, hvilket gav mange fejl, og Tai Tzu Ying var i fuld kontrol hele vejen til sætsejren på 21-13.