Barcelona tager kæmpe skridt mod spansk mesterskab med sidste-minuts sejr over Real Madrid
Hvis madrilenerne for alvor skulle gøre sig håb om at fravriste Barcelona titlen, skulle der formentlig hentes en sejr søndag aften, og det begyndte lovende for gæsterne.
Efter ni minutters spil kom Vinicius Junior til baglinjen og sendte bolden på tværs, hvor Barcelonas Ronald Araujo blev ramt så uheldigt i hovedet, at han scorede selvmål.
Foran 1-0 trak gæsterne sig og overlod initiativet til Barcelona, der kom til flere gode muligheder.
Den danske midterforsvarer Andreas Christensen var flere gange med fremme. Midtvejs i første halvleg satte han panden på et indlæg fra venstrekanten, men forsøget røg forbi mål.
Danskeren førte senere bolden bagom sit eget støtteben på et indlæg fra Frenkie de Jong, men igen manglede præcisionen.
Udligningen kom dog umiddelbart før pausen, da Sergi Roberto på kanten af feltet opsnappede en returbold og bankede den i mål til 1-1.
I anden halvleg sad Barcelona også tungt på spillet. Real Madrid-spillerne lurede dog konstant på at udnytte hjemmeholdets boldtab eller komme afsted på lynhurtige kontraer.
Med et kvarter tilbage satsede Real Madrid-træner Carlo Ancelotti med tre indskiftninger. Det var tæt på at resultere i en scoring lidt senere.
Inde foran mål fik indskiftede Marco Asensio dirigeret bolden i mål, men efter et VAR-gennemsyn blev det vurderet, at han var offside.
De sidste minutter blev en nervøs omgang for Barcelona, der trak sig tilbage, mens Real Madrid-spillerne afsluttede på alt, de kunne komme i nærheden af.
I stedet for en scoring til gæsterne, lykkedes det i stedet Barcelona at tage alle tre point efter et mønsterangreb i overtiden.
Robert Lewandowski lagde smart bolden hen til Alejandro Balde med hælen, inden bolden blev sendt skråt bagud til Franck Kessie, der scorede og afgjorde El Clasico.
Barcelona topper La Liga med 68 point. Real Madrid har 56 point på andenpladsen.