Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Barcelona ydmyger Real Madrid efter Mbappe-offsideorgie

Ritzau
Robert Lewandowski starte Barcelona-festen.
Robert Lewandowski starte Barcelona-festen.OSCAR DEL POZO/AFP
Robert Lewandowski scorede to gange, da Barcelona med 4-0 slog Real Madrid, der gang på gang løb i offside.

Efter fire sejre i træk til Real Madrid i betydende El Clasico-kampe fik FC Barcelona endelig has på sin ærkerival. Endda noget så eftertrykkeligt.

På udebane i Madrid vandt Barcelona med hele 4-0 ovenpå en målløs første halvleg.

Samtidig sluttede en periode på 13 måneder uden La Liga-nederlag til Real.

Med sejren slår Barcelona et hul i tabellen til Real. Efter 11 kampe fører Barcelona med 30 point foran Real med 24.

Real var ellers mest toneangivende før pausen, men offsidereglen stod i vejen for hjemmeholdet lørdag aften.

I stedet blev Robert Lewandowski Barcelona-helt med to mål inden for to minutter i anden halvleg, og Lamine Yamal og Raphinha fuldendte triumfen.

Fra begyndelsen blev kampen spillet i et opskruet og intenst tempo, og især Real Madrids angrebsiver var lige til at blive forpustet af.

Gang på gang spillede Real sig til gigantiske chancer, men faktisk lige så mange gange afslørede efterfølgende langsomme gengivelser, at der havde været offside i opspillet.

Det skete efter nogle store afbrændere fra Kylian Mbappé og Vinicius Junior, som så i det mindste kunne trøste sig med, at en eventuel scoring var blevet underkendt.

Da Mbappé endelig sendte bolden i nettet efter en halv time, og man troede, der var mål, blev det underkendt for offside.

Man måtte altså rose Barcelona-forsvaret for en effektiv offsidefælde, men i den anden ende havde Barcelona svært ved at gøre sig gældende før pausen.

Unge Lamine Yamal fik dog en stor chance, som han formøblede med en sløset afslutning.

Barcelona kom bedst ud efter pausen, og det gav føring i det 54. minut.

På kanten af offside blev Robert Lewandowski spillet fri, og lige uden for feltet afsluttede polakken klinisk med et fladt skud uden for keeper Andriy Lunins rækkevidde.

Blot to minutter senere slog han til igen. Venstrebacken Alejandro Balde serverede et indlæg, som Lewandowski udnyttede med et perfekt timet hovedstødsmål.

I fortsættelsen misbrugte angriberen endda et par heftige chancer for at fuldende sit hattrick.

I den anden ende havde Mbappé to store chancer for at reducere, men i begge tilfælde reddede målmand Inaki Pena, og da han fik bolden i nettet, blev der igen dømt offside på franskmanden.

Det lugtede altså af flere mål, og det sørgede Lamine Yamal med 13 minutter tilbage. Fra en lidt spids vinkel knaldede han sit første El Clasico-mål op i nettaget til Barcelona-føring på 3-0.

Ydmygelsen blev total med en håndfuld minutter tilbage, da Raphinha blev spillet fri i dybden og løftede bolden smart over fremstormende Lunin.