Basketkæmpe får over en milliard kroner af "Sixers" i ny aftale
NBA-klubben Philadelphia 76ers har fået papir på en af sine vigtigste spillere i yderligere tre år.
Den 213 centimeter høje center Joel Embiid har skrevet under på en kontrakt til en værdi af 193 millioner dollar. Det svarer til knap 1,3 milliarder kroner.
Det skriver flere amerikanske medier, herunder ESPN.
I forvejen havde 30-årige Embiid to år tilbage af sin aftale med 76ers, og samlet set sender kontrakten 299,5 millioner dollar - lige over to milliarder kroner - ind på hans konto.
Der har været spekulationer om centerens fremtid i Philadelphia, hvor han har tilbragt hele sin professionelle karriere.
Men nu maner han al tvivl til jorden.
"Jeg begyndte som "sixer" og ønsker at være her resten af min karriere. Da jeg blev valgt i draften som en 20-årig knægt fra Cameroun, havde jeg ingen idé om, hvor heldigt det ville være at ende i Philadelphia. Gennem alle op- og nedture har byen og fansene betydet alt, og jeg er så taknemmelig for, hvordan de har omfavnet mig," siger han i en udtalelse fra holdet.
Embiid er født i Cameroun, men flyttede som 16-årig til USA, hvor han siden har boet.
I 2022 blev han amerikansk statsborger, og ved sommerens OL repræsenterede han det slagkraftige amerikanske baskethold, som vandt guld i Paris.
Embiid er syv gange blevet valgt til NBA's prestigefyldte All-Star-hold, og i sæsonen 2022/23 blev han kåret som MVP, ligaens mest værdifulde spiller.