Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Boston lider endelig nederlag: Ung superstjerne var i hopla for Timberwolves

Andreas Würtz Adamsen
Anthony Edwards er i gang med sin fjerde sæson i verdens bedste basketliga. I 2020 var han førstevalg i NBA's årlige draft.
Anthony Edwards er i gang med sin fjerde sæson i verdens bedste basketliga. I 2020 var han førstevalg i NBA's årlige draft.Christopher Pike/Getty Images Europe/Getty Images via AFP
Formstærke Boston Celtics var eneste ubesejrede mandskab i NBA, da de natten til tirsdag gik på gulvet til et opgør mod Minnesota Timberwolves i Target Center i Minneapolis. Efter fire periode var der intet, der adskilte de to mandskaber, der derfor måtte ud i overtid.

Og her tog hjemmeholdets 22-årige superstjerne Anthony Edwards slet og ret bare over. Den atletiske shooting guard scorede igen og igen, og kun en enkelt omgang overtid à fem minutter skulle Wolves bruge til at lukke kampen, fempointssejr på 114-109 til ulvene. 

I løbet af den ordinære spilletid bølgede spillet godt frem og tilbage, og de to mandskaber var hinanden ekstremt lige. Således skiftede føringen hele 17 gange undervejs, og ingen af holdene førte på noget tidspunkt med et tocifret antal point. 

For gæsterne var det ikke overraskende den helt store stjerne Jayson Tatum, der stod for de fleste af pointene, mens det ikke kun var i overtiden, at Edwards hældte den ene scoring i kurven efter den anden, men hjemmeholdets profil blev dog også godt suppleret af en flot spillende Jaden McDaniels med 20 point til sit navn. 

Det var til gengæld en skuffende dag på kontoret for Timberwolves store stjerne i de mange forgangne sæsoner, center Karl-Anthony Towns, der blot fik scoret syv point i løbet af opgøret. 

Point var dog langt fra eneste kolonne, hvor Anthony Edwards, der i sommer var udset som den helt store profil på det amerikanske landshold, der skuffede stort ved basketball-VM. Den 22-årige stjerne hentede nemlig også ni rebounds og bød ind med syv assists, inden han som nævnt tog styring på kampen i overtiden. 

Her stod Edwards nemlig for otte af i alt 13 point scoret af Timberwolves, seks af dem endda ubesvarede scoringer i streg, der gav Timberwolves den afgørende føring. Efter kampen var Timberwolves-chef Chris Finch da også svært begejstret for Edwards’ præstation. 

”Han elsker de (kampafgørende, red.) øjeblikke. Vi ved, at vi stadig skal blive bedre til at lukke kampene i ordinær spilletid, særligt med vores beslutningstagen og boldomgang og at fokusere lidt mere på defensiven. Men spillere der elsker de her øjeblikke, er der ofte meget langt imellem. Vi er heldige at have en af dem på vores hold,” kommer det rosende fra Chris Finch ifølge NBA’s hjemmeside. 

Med sejren kravler Minnesota Timberwolves op på fjerdepladsen i Western Conference med fire sejre i seks kampe. Boston Celtics holder trods nederlaget fast i førstepladsen i Eastern Conference, hvor de dog nu ligger helt lige med Philadelphia 76ers, begge med fem sejre i seks kampe. 

Der var også masser af andre kampe i NBA natten til tirsdag, hvor blandt andet Indiana Pacers kørte San Antonio Spurs over med 152-111 i en sand pointfest, mens Nikola Jokić med sin triple-double nummer 108 i karrieren fik endegyldigt overhalet LeBron James og Jason Kidd, således at serberen nu er fjerde bedst i historien i den kategori.

Også Stephen Curry leverede en flot præstation natten til tirsdag, da Steve Kerrs Golden State Warriors-mandskab besejrede Detroit Pistons. Her scorede den 35-årige superstjerne 34 point og blev i samme ombæring den første spiller i historien, til at score minimum fire trepointsskud i hver af de første otte kampe i en sæson.