Boston tager anden sejr i NBA-finaleserie mod Dallas
Med sejren står det 2-0 til Boston Celtics i det samlede finaleregnskab, hvor der spilles bedst ud af syv kampe.
Jrue Holiday havde 26 point og 11 rebounds, og Derrick White sprintede ned ad banen for at afværge Mavericks' sidste chance søndag aften, da Boston slog Dallas 105-98 og bragte sig foran 2-0 i NBA-finalen.
Jayson Tatum kompenserede for en dårlig aften med 12 assists og ni rebounds foruden sine 18 point. Jaylen Brown scorede 21 med tre steals, White havde 18 point og tre steals, og Peyton Pritchards eneste kurv i kampen var en banked half-courter, der slog buzzer i tredje quarter og gav Boston en føring på 83-74.
Den store stjerne hos Dallas, Luka Doncic, var meldt tvivlsom ihelt op til to timer inden kampen startede, leverede alligevel den første triple-double i Mavericks historie i NBA Finals. Sloveneren lavede 32 points, 11 rebounds og 11 assists.
Finaleseriens tredje kamp spilles natten til torsdag dansk tid - denne gang med Dallas som hjemmeholdet. Fjerde kamp i serien spilles også i Texas.
Det første hold med fire sejre i serien er mester.
Boston Celtics og Dallas Mavericks vandt henholdsvis Eastern Conference og Western Conference for at nå finalen.
Boston Celtics blev senest mester i 2008, da holdet slog Los Angeles Lakers 4-2 i finaleserien. I 2022 nåede Boston finalen og tabte til Golden State Warriors.
Dallas Mavericks vandt sit hidtil eneste mesterskab i 2011 ved at slå Miami Heat 4-2 i finaleserien.