Forsvarende mestre får hul på bylden, mens Suns generobrer hjemmebanefordel
Efter at have tabt begge de to indledende udebanekampe i slutspillets første runde, fik de forsvarende NBA-mestre fra Golden State Warriors endelig løbet hjulene i gang natten til fredag, da det var Kings’ tur til en udebanetur.
Det blev reelt aldrig nogensinde tæt, for Sacramento Kings oplevede ikke at føre én eneste gang i Chase Center, mens Warriors var helt oppe at føre med 23 point undervejs, i hvad der endte med en sejr på 114-97 til Steve Kerrs tropper.
Warriors var ellers uden en af holdets helt store og allermest erfarne ledere, da Draymond Green sad ude med karantæne, efter han i seriens anden kamp natten til trampede Kings’ All-Star Domantas Sabonis på brystet i en ekstremt omdiskuteret situation, der altså kastede en enkelt spilledags karantæne af sig.
Mens Stephen Curry ikke overraskende var den suverænt mest produktive spiller hos hjemmeholdet med sine 36 point, så var det måske mere overraskende, at aftenens måske mest iøjnefaldende præstation ikke kom fra profilerede navne som Klay Thompson eller Andrew Wiggins, men derimod fra center Kevon Looney.
Den 27-årige amerikaner, der har tilbragt hele sin NBA-karriere hos Warriors, hev således vanvittige 20 rebounds ned i løbet af kampen, ni af dem endda offensive rebounds, hvilket han supplerede med imponerende ni assists.
Looney blev dermed den blot fjerde spiller i historien til at notere sig for ni offensive rebounds og ni assists i en playoffkamp, og det er et ganske fornemt selskab, Looney skriver sig ind i. De tre andre navne er nemlig ingen ringere end Magic Johnson, Charles Barkley og Nikola Jokić.
Andetsteds fik Phoenix Suns generobret hjemmebanefordelen, da de på udebane slog Los Angeles Clippers, der ellers begyndte serien stærkt med en sejr i kamp et, men siden da har Phoenix Suns altså åbenlyst strammet op, og kampen natten til fredag blev vundet med 129-124.
Her var der noget af en duel, da Devin Booker og Norman Powell begge hældte pointene i kurven, som var det nu det mest naturlige i verden. Førstnævnte tegnede sig for 45, mens Powell stod for 42 – og da Timberwolves’ unge stjerne Anthony Edwards og Nuggets’ canadiske guard Jamal Murray også begge scorede over 40 natten til torsdag, så var det altså første gang i historien, at der to slutspilsdage i streg var duellerende 40-points præstationer.
Afslutningsvis ligner Philadelphia 76ers efterhånden en sikker vinder af deres slutspilsserie i første runde, for her udbyggede Joel Embiid og Co. nemlig føringen over Brooklyn Nets til 3-0, da de sejrede 102-97 i New York. Her var Tyrese Maxey den store oplevelse, da 76ers-spilleren scorede 25 point på blot 17 skudforsøg.
Natten til lørdag fortsætter slutspillet, når kamp nummer tre afvikles i to af serierne i Eastern Conference og en enkelt i Western Conference.
Først skal Atlanta Hawks forsøge at få vendt skuden på hjemmebane, efter de er nede med 2-0 mod Boston Celtics. Dernæst skal Cleveland Cavaliers forsøge at stjæle hjemmebanefordel tilbage i serien mod New York Knicks, hvor det for nuværende står lige med én sejr til hver. Afslutningsvis skal Minnesota Timberwolves bide skeer med stærke Denver Nuggets, der hjemme i Colorado har åbnet en føring på 2-0 i de to indledende kampe.