Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fransk unikum gør ondt på superhold: Spurs besejrer Kevin Durant og Co.

Andreas Würtz Adamsen
Det var to af de mere langlemmede NBA-spillere, der natten til onsdag stod overfor hinanden i Kevin Durant (højre) og Victor Wembanyama (venstre).
Det var to af de mere langlemmede NBA-spillere, der natten til onsdag stod overfor hinanden i Kevin Durant (højre) og Victor Wembanyama (venstre).Mike Christy/Getty Images North America/Getty Images via AFP
Der var spænding til sidste sekund, da Phoenix Suns natten til onsdag mødtes med San Antonio Spurs i NBA. Her var blandt andet det franske stortalent Victor Wembanyama i aktion, men det blev i stedet en holdkammerat, der var i fokus i de afgørende sekunder, hvor også hjemmeholdets superstjerne Kevin Durant var involveret.

Der har sjældent været større forventninger til en NBA-rookie, end der er til 19-årige franske Victor Wembanyama i denne sæson. Den 2 meter og 24 centimeter høje forward blev uden tøven valgt som nummer et i årets draft, og med et vanvittigt vingefang og en værktøjskasse som en point guard, er der nærmest ingen grænser for, hvad Wembanyama i teorien kan opnå. 

Den forhenværende franske ligaspiller har muligvis endnu ikke haft den helt store monsterpræstation, men natten til onsdag beviste han alligevel, hvorfor han er en unik spiller, der kan ændre kampene med sin blotte tilstedeværelse. 

Det kan den ellers så bomstærke bosniske center Jusuf Nurkić skrive under på. I nattens opgør mellem San Antonio Spurs og det stjernebesatte Phoenix Suns, der blandt andet tæller superstjernen Kevin Durant, havde den fysisk imposante bosnier en glimrende chance for at score, bolden i hænderne, umiddelbart under kurven, men med et hurtigt blik over skulderen kunne Nurkić konstatere, at Wembanyama var lige bag ham. 

Hvad gør man så? Spiller bolden ud igen i stedet for at risikere at blive blokeret af den langlemmede franskmand. En situation, der ikke dukker op i statistikkerne, men som blandt andre den danske NBA-ekspert Morten Stig Jensen bed mærke i på X. 

Kampen endte med en smal Spurs-sejr på 115-114 i Footprint Center i Arizona, og selvom Wembanyama bød godt ind for gæsterne med sine 18 point, otte rebounds og fire blocks, så var det særligt Keldon Johnson, der var i hopla for Gregg Popovichs tropper. Således stod den 24-årige amerikaner for 27 point, herunder det afgørende layup, kort efter at Johnson havde stjålet bolden fra Kevin Durant. 

Durant selv bød ellers også ind med en fin præstation med sine 26 point, men det var altså ikke nok for hjemmeholdet, der måtte se sig besejret af det historisk set stærke texanske mandskab. Efterfølgende var Phoenix-chef Frank Vogel dog ikke helt tilfreds med føromtalte steal fra Keldon Johnson på Kevin Durant. 

”De lavede fejl på ham (Kevin Durant, red.). De slog ham over armen, før de rev bolden ud af hænderne på ham. Ingen fløjte,” lyder det fra Vogel ifølge ligaens hjemmeside. 

Uagtet må Suns altså forsøge at rejse sig, efter holdet nu har tabt to af sæsonens fire første kampe, efter det er blevet til nederlag også mod Los Angeles Lakers, men til gengæld sejre over Golden State Warriors og Utah Jazz. 

Næste opgave for Durant og Suns giver mulighed for revanche, for her spilles det præcis samme opgør natten til fredag, når Suns igen tager imod Spurs i Arizona.