LeBron James fører Lakers i finalen i ny pokalturnering
Basketballstjernen førte med 30 point for Los Angeles Lakers an i sejren på hele 133-89 over New Orleans Pelicans natten til fredag dansk tid.
Kampen var en semifinale, og dermed er Lakers klar til finalen i den første udgave af en ny pokalturnering i NBA. Den kører sideløbende med den normale sæson.
LeBron James var på banen i under 23 minutter, men amerikaneren, der fylder 39 år 30. december, nåede alligevel at få afgørende indflydelse på kampens forløb.
Ud over de 30 point lavede LeBron James også otte assists og blev noteret for fem rebounds.
"Han er den ultimative spiller til at vise vejen frem. Han har stor energi og ofrer sig for holdet med sin krop. Han greb taktstokken for os i begge ender af basketballbanen," siger Lakers-træner Darvin Ham.
Lakers havde afgjort kampen inden fjerde quarter, så LeBron James fik lov til at hvile sig i resten af tiden.
I pokalfinalen skal Lakers møde Indiana Pacers, der anført af Tyrese Haliburton vandt 128-119 over Milwaukee Bucks.
"Jeg tror, at vi chokerer verden lige nu. Ingen havde regnet med os undtagen gutterne i omklædningsrummet," siger Tyrese Haliburton.
Pokalturneringen - eller in-season-turneringen, som den også kaldes - er et helt nyt turneringsformat, som NBA prøver kræfter med.
Det fungerer som en pokalturnering, men kampene undervejs tæller også med i den regulære sæson.
Finalen spilles natten til søndag dansk tid og tæller som den eneste ikke med i den regulære NBA-sæson.
Formålet med turneringen har været at gøre kampene i den første del af sæsonen mere spændende.
Grundspillet i NBA består af 82 kampe, og der har tidligere været en tendens til, at de enkelte kampe hurtigt mistede intensiteten, fordi de ikke betød så meget i det samlede regnskab.
Spillerne på det vindende hold i pokalturneringen kan se frem til et præmiebeløb på cirka 3,5 millioner kroner.