"King James" viser slutspilsniveau før revanchedyst
Sent søndag slog holdet New Orleans Pelicans i sidste grundspilskamp med 124-108, og det betyder, at de to hold mødes igen i det såkaldte play-in-system før slutspillet.
Derfor slog Lakers-stjernen LeBron James efter kampen fast, at sejren ikke skulle fejres ret meget.
"Det føles allerede som en slutspilsserie. Vi må ikke juble for meget over sejren, for vi ved, at vi skal tilbage og spille her igen," siger James ifølge AFP.
39-årige LeBron James viste selv i kampen, at han er slutspilsklar. James lavede en såkaldt triple-double, som betyder, at man når et tocifret tal i tre af kategorierne point, assister, rebounds, blokeringer og bolderobringer.
Den aldrende superstjerne leverede 28 point, 17 assister og 11 rebounds.
For nogle år siden indførte NBA et play-in-system til slutspillet. Holdene placeret syv til ti i hver af de to konferencers grundspil skal kæmpe om to pladser i slutspillet. Der er to pladser i West-konferencen og to i East.
Nummer syv og otte fra grundspillet mødes i en duel om en direkte plads ind i slutspillet. Taberen af opgøret mødes til et opgør mod vinderen af opgøret mellem nummer ni og ti til en duel om den sidste af pladserne.
LeBron James har fire gange tidligere vundet NBA-mesterskabet. I 2012 og 2013 med Miami Heat, i 2016 med Cleveland Cavaliers og i 2020 med Lakers.