Los Angeles Lakers fyrer træneren efter skuffende sæson
Det amerikanske basketballhold Los Angeles Lakers, der har superstjernen LeBron James på holdet, har skilt sig af med cheftræner Darvin Ham efter en skuffende sæson.
Det oplyser Lakers på X.
Fyringen kommer fire dage efter, at holdet skuffende røg ud imod Denver Nuggets i første runde af NBA-slutspillet.
Darvin Ham nåede to år i spidsen for storholdet fra den amerikanske vestkyst. "Selv om det her var en svær beslutning at tage, er det det rigtige at gøre, når man kigger på den netop overståede sæson," siger vicepræsident i Lakers Rob Pelinka.
"Denne organisation vil forblive urokkelig i sin forpligtelse til at levere mesterskabsværdig basketball til Lakers-fans overalt i verden."