Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ny kontrakt til græsk basketstjerne: Scorer milliardaftale med Milwaukee Bucks

Ritzau
Giannis Antetokounmpo har tilbragt hele sin NBA-karriere hos Milwaukee Bucks, hvor det er blevet til et enkelt mesterskab hidtil.
Giannis Antetokounmpo har tilbragt hele sin NBA-karriere hos Milwaukee Bucks, hvor det er blevet til et enkelt mesterskab hidtil. Stacy Revere/Getty Images North America/Getty Images via AFP
For tre uger siden sagde NBA-superstjernen Giannis Antetokounmpo, at han ville vente et år med at forlænge kontrakten med Milwaukee Bucks.

Men natten til tirsdag dansk tid annoncerede Giannis Antetokounmpo på det sociale medie X, at han har forlænget aftalen alligevel.

Der er endnu ikke offentliggjort detaljer i aftalen, men NBA skriver på sin hjemmeside, at der er tale om en toårig forlængelse med option for yderligere et år.

Aftalen har ifølge NBA en værdi af 186 millioner dollar, som svarer til 1,3 milliarder danske kroner.

Han vil tjene 94,4 millioner dollar (659 millioner kroner) årligt i de næste to sæsoner og derefter 120 millioner dollar (838 millioner kroner) årligt i de to efterfølgende sæsoner.

I forvejen var Giannis Antetokounmpo bundet på en kontrakt frem til sommeren 2025. Den nye kontrakt løber frem til sommeren 2027 og potentielt et år mere.

Den 28-årige græske basketballspiller har spillet hele karrieren i Milwaukee Bucks, siden han blev draftet i 2013. I 2021 vandt han NBA-mesterskabet med klubben.

I starten af oktober sagde Giannis Antetokounmpo, at han ikke havde travlt med at forlænge sin aftale. Det ville tidligst ske i 2024, bedyrede han.

Men han nåede at ændre mening, inden fristen udløb mandag ved midnat lokal tid.

Med til historien skal nævnes, at Milwaukee Bucks har forstærket sig med Damian Lillard, så holdet tegner lovende forud for denne sæson.

I sidste sæson scorede Giannis Antetokounmpo 31,1 point i gennemsnit per kamp.

Milwaukee Bucks åbner sin sæson natten til fredag dansk tid hjemme mod Philadelphia 76ers.