Serbisk NBA-træner dedikerer sejr til afdød landsmand: ”Han var en rollemodel”
Den 46-årige serber, der arbejdede som assistenttræner for Golden State Warriors, blev ifølge serbiske medier ramt af et hjertetilfælde, mens han var på restaurant med spillere og trænere fra sit hold, og Milojević' liv stod altså desværre ikke til at redde.
Dødsfaldet har udløst en lang række hyldester til den forhenværende spiller, der som tidligere cheftræner i den Beograd-baserede klub KK Mega Basket var med til udklække NBA-spillere som superstjernen Nikola Jokić såvel som kroatiske Ivica Zubac og georgiske Goga Bitadze.
Ovenpå dødsfaldet sejrede Toronto Raptors natten til torsdag med overbevisende 121-97 over Miami Heat, og efterfølgende sendte holdets serbiske cheftræner Darko Rajaković sine tanker til Milojević' familie, mens han ligeledes kunne afsløre, at kampens allerførste spil var, der udløste en trepointsscoring, var udtænkt af netop Milojević.
"Jeg har kendt Dejan (Milojević, red.), siden jeg var teenager. Han var en rollemodel som spiller, som person, som ægtemand, som træner. En jeg virkelig så op til og har stor respekt for," kommer det fra 44-årige Darko Rajaković ifølge CBC.
Også en dybt emotionel Bogdan Bogdanović kunne fortælle, at han nær ikke var mødt op til sin kamp med Atlanta Hawks, der besejrede Orlando Magic, fordi han ikke kunne falde i søvn og røg ud af sine rutiner. Herefter pointerede serberen dog, at han mindede sig selv om, hvordan netop Milojević ville have guidet ham gennem en sådan svær periode.
"Milojević var en stor spiller, men han jagtede aldrig sin karriere og satte altid sin familie først. Han jagtede heller ikke pengene. Jeg synes, det er et godt eksempel på, hvordan livet bør leves. Han mente, at hvis du ikke elskede dit liv, så kunne du heller ikke være den bedste til dit arbejde. Folk sætter nogle gange arbejde over meget andet, så det er en meget trist dag," kommer det fra Bogdanović ifølge serbiske Novosti.
Også Milojević' tidligere klub KK Partizan, hvor serberen tilbragte to fremragende sæsoner som spiller, har hurtigt hyldet den højtelskede serber. Således annoncerede klubben onsdag aften, at klubbens næste hjemmekamp, der er mod lige netop føromtalte KK Mega Basket, vil være med gratis entré for at hylde Milojević.
Golde State Warriors' opgør i Salt Lake City mod Utah Jazz blev ovenpå dødsfaldet udsat til en endnu ikke fastlagt dato. Dejan Milojević blev 46 år gammel.