Bayern Münchens ti mand nedlægger Wind og co. i målrigt drama
Bayern, der jagter sit 11. mesterskab i træk, spillede endda i undertal i det meste af anden halvleg efter en udvisning af midtbaneprofil Joshua Kimmich ved stillingen 3-1.
Wolfsburg producerede rigeligt med chancer til flere mål, men var modsat udeholdet ikke skarp nok foran mål og havde heller ikke en afgørende dommerkendelse på sin side. Jonas Wind spillede 74 forholdsvis anonyme minutter.
De tre point sender Bayern tilbage på førstepladsen i Bundesligaen, hvor holdet har et point ned til sin nærmeste forfølger, Union Berlin, og tre ned til Dortmund på tredjepladsen.
Bayern grundlagde sejren over Wolfsburg med tre træffere mellem det 9. og 19. minut.
Coman åbnede ballet med et indadskruet indlæg, som Thomas Müller forsøgte at nå frem til, men akkurat ikke fik ram på, hvorfor det i stedet sejlede ind ved bageste stolpe.
Kort efter flugtede Coman på fremragende vis den nyankomne back Joao Cancelos indlæg fra højre efter en omstilling i nettet, inden Müller pandede Joshua Kimmichs frisparksindlæg ind til 3-0.
Wolfsburg var nede i sækken, men indskiftede Jakub Kaminski gav hjemmeholdet lidt håb tilbage, da han kort før pausen reducerede efter glimrende kombinationsspil.
Efter 53 minutter fik Wolfsburg endnu mere medvind i ryggen, da Kimmich fik sit andet gule kort og gav værterne omkring 40 minutter i overtal.
Den svenske midtbanespiller Mattias Svanberg og den målfarlige wingback Ridle Baku kom begge frem til store chancer i anden halvleg, der burde have givet mål, men i stedet øgede Bayern til 4-1 efter 73 minutter.
Stortalentet Jamal Musiala tog sagen i egen hånd og driblede forbi flere passive Wolfsburg-spillere, inden han udplacerede målmanden og blev noteret for sit tiende ligamål i denne sæson.
Kampen syntes lukket, men ti minutter før tid bankede Svanberg Wolfsburg på 2-4 og skabte en hektisk og spændende slutfase.
Her fik Wolfsburg igen bolden i nettet, men kampens dommer underkendte scoringen for et frispark til Bayern, som langt størsteparten af de fremmødte og Wolfsburgs spillere var meget uenige i.
Siden strålede også Bayern-keeper Yann Sommer med en flot fodparade i overtiden og var i den grad med til at sikre Bayern den tiltrængte sejr.