Behov for modernisering får DHF til at skifte navn til DanskHåndbold
Fra i dag mandag er der ikke længere noget, som hedder Dansk Håndbold Forbund (DHF). Forbundet har skiftet navn og hedder per dags dato officielt DanskHåndbold.
Det meddeler forbundet i en pressemeddelelse.
I samme ombæring skifter man logo og det, som forbundet selv kalder "visuel identitet".
Ifølge administrerende direktør Henrik Jacobsen har der været behov for fornyelse, som man gerne vil afspejle på flere måder.
"Vi ved godt, at vi er inde og pille ved noget dansk kulturarv, når vi på denne måde ændrer på den måde, dansk håndbold ser ud. Men det har været nødvendigt for at afspejle et mere moderne Håndbolddanmark i fremdrift," siger han i pressemeddelelsen.
"Et nyt navn og logo gør jo ikke alene, at vi kommer i mål med vores mission om at styrke sammenhængskraften mellem DanskHåndbold og de fire nye regioner, men det er et vigtigt skridt på vejen. Ikke mindst til også udadtil at blive opfattet mere som en fælles enhed til gavn for hele Håndbolddanmark."
Dansk Håndbold Forbund blev stiftet tilbage i 1935.