Belgisk fodbold-ekspert: Mangel på klart spilkoncept fik Riemer fyret i Anderlecht
Det skortede ikke på pæne ord fra Peter Møllers side, da den nye mand i jobbet som dansk landstræner, Brian Riemer, torsdag middag modtog sin officielle præsentation på et pressemøde i Fodboldens Hus i Brøndby.
Og Riemer er da også en meget populær type blandt de spillere, han arbejder sammen med i det daglige, hvilket reaktionerne fra især dansker-legionærerne i Anderlecht viste, da han modtog en brat fyreseddel den 19. september.
Kasper Dolberg talte eksempelvis i den forbindelse meget varmt om den indflydelse, Riemer havde haft på at få sat fut under Dolbergs lidt stagnerende karriere, som igen blomstrer for både landshold og i den belgiske Jupiler Pro League.
Men selvom han reddede Anderlecht, hvor også Matthias Zanka Jørgensen og Anders Dreyer spiller, fra en truende nedrykning og blot var et enkelt point fra at blive belgisk mester i sidste sæson, så var det manglen på et klart spillekoncept, der kostede ham ansættelsen, siger Guillaume Raedts til Flashscore.
"Det var holdets spillestil, der i sidste ende ledte til Riemers fyring I Anderlecht. Anderlecht er den største klub i Belgien og folk forventer at de skal spille god fodbold, og i den sidste måned op til hans fyring spillede de virkelig ikke særlig godt. Han fik en fin start i klubben, men i begyndelsen af den nye sæson var der ingen forbedringer at se i holdets måde at spille på. Både Jesper Fredberg (dansk sportsdirektør i Anderlecht, red.) og klubbens ledelse udtalte da, at de kunne ikke se, hvordan Riemer kunne tage klubben til det næste niveau, og klubbens fans var også meget utilfredse med spillestilen," siger Guillaume Raedts, der dog heller ikke er overrasket over, at Riemer nu får ansvaret for det danske fodboldlandshold.
For ifølge den normalt velinformerede belgier, så var netop Jesper Fredberg, hvis position i Anderlecht selv er blevet bragt op til diskussion på det seneste, med i den komité, der skulle være med til at udpege den person, der skulle tage over efter Morten Wieghorst/Lars Knudsen.
For Raedts at se, så var indtrykket af Riemer, at han udtrykte en vision om, at klubben skulle spille offensiv og målsøgende fodbold, men man så bare ikke noget til det på banen, hvilket var en kilde til stor frustration hos klubbens inkarnerede tilhængere, der altid forventer, at de belgiske rekordmestre netop skal spille på den måde.
"Mange i Belgien vil påstå, at han ikke har en spillestil. I månedsvis kunne vi ikke se, hvad Brian Riemer ønskede at gøre med Anderlecht, vi kunne ikke se nogen strategi, hverken nogen Plan A eller B. Han snakkede meget om offensiv fodbold og Anderlechts DNA, men det var bare snak, vi så det ikke på banen," siger den belgiske fodboldjournalist.
Han påpeger også, at klubbens spillestil manglede "killer instinct", hvilket blev tydeligt mod deres nærmeste konkurrenter, hvor spillet ofte blev for henholdende.
"Mod de små hold dominerede Anderlecht kampene og scorede mål, men mod store klubber som Club Brügge eller Genk trak man sig langt tilbage, viste ikke meget initiativ og havde mest fokus på at være velorganiserede. Hvis de kom foran trak de sig ofte meget langt tilbage på banen og levede på kontra-angreb. Riemer sagde altid, at Anderlecht var på vej med det næste niveau, men vi så det aldrig," fortæller Raedts, der dog også fremhæver de gode sider ved Danmarks nye landstræner.
"Klubben var i voldsom krise, da han overtog dem og han havde kun ansvaret for dem i 18 måneder. I sidste sæson var de én kamp fra at vinde mesterskabet, og det som Riemer var specielt god til, var mandskabsbehandlingen og få folk til at stå sammen i både gode og hårde tider. Han var god til at få holdet til at samle sig og på banen så man også stor solidaritet," siger Raedts.
Han advarer dog om, at de danske fodboldfans i hans øjne kan se frem til at få noget af det samme, der medførte en del kritik af Kasper Hjulmand i slutningen af hans tid som landstræner. Nemlig at der manglede idérigdom, når tingene ikke flaskede sig på banen.
"Han spillede næsten altid 4-3-3-opstillingen og forsøgte sig f.eks. aldrig med 4-4-2. Han lavede også altid de samme udskiftninger i midten af 2. halvleg. Så på den måde er der stor risiko for, at danskerne får noget af det samme, som de så med Hjulmand," slutter den belgiske fodboldjournalist fra Le Soir.