Benhård tysk landstræner dropper stjernerne efter VM-fiasko
Efter fiaskoen ved VM i Qatar, hvor Tyskland røg ud efter gruppespillet, har Flick set bort fra en række etablerede navne i den trup, han udtog fredag.
Profiler som Ilkay Gündogan, Antonio Rüdiger, Niklas Süle, Thomas Müller og Leroy Sané er således blevet vraget. Dertil kommer, at den skadede topmålmand Manuel Neuer heller ikke er med.
"Alle dem, jeg har udeladt, har enorm stor kvalitet, og de har været gode for os. Men vi vil gøre vores trup bredere, og det arbejder starter her i marts."
"Selvfølgelig er der nok en enkelt eller to af de udeladte spillere, som gerne ville have været med", siger Hansi Flick og påpeger, at de udeladte spillere på ingen måde kan afskrives fra fremtidens tyske landshold.
15 spillere er gengangere fra den 26 mand store VM-trup. De suppleres af fem potentielle debutanter og fire spillere, der tidligere har været med landsholdet.
Josha Vagnoman (Stuttgart), Mergim Berisha (Augsburg), Marius Wolf (Dortmund), Felix Nmecha (Wolfsburg) og Kevin Schade (Brentford) er alle med for første gang.
Bernd Leno, Emre Can, Florian Wirtz og Timo Werner vender tilbage i Tysklands trup.
"Det er vigtigt for os, at vi bygger vores trup op frem mod EM på hjemmebane. Derfor skal vi have set nogle nye spillere an og give dem tid til at vokse ind på holdet", siger Hansi Flick.
Tyskland møder Peru og Belgien i testkampe 25. og 28. marts.