Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Blændende Brighton banker tandløse Liverpool - krisen fortsætter hos Klopp og co.

Simon Lindgren
Opdateret
Brighton-spillerne jubler en 1-0-scoringen fra Solly March.
Brighton-spillerne jubler en 1-0-scoringen fra Solly March.GLYN KIRK/AFP
Brighton havde inden lørdagens opgør ikke slået gæsterne fra Liverpool på hjemmebane, men det fik hjemmeholdet lavet om på.

Der skulle kæmpes om vigtige point i jagten på top-6, da Brighton tog imod Liverpool lørdag eftermiddag. Brighton har præsteret bedre end forventet, efter de mistede manager Graham Potter til Chelsea i starten af efteråret. Liverpool har derimod været skuffende og var inden dagens opgør hele 16 point efter Arsenal på førstepladsen.

Liverpool måtte undvære Virgil van Dijk og Darwin Nunez, som begge var ude med skader, mens Brighton skulle forsøge at vinde uden topscorer Leandro Trossard, der vil væk fra klubben.

Første halvleg startede ganske livligt med Brighton som det overlegne hold. Holdet fra sydkysten var gode på bolden og digterede spillet i starten af kampen. Allerede inden for de første ti minutter havde Brighton flere gode angreb, hvor særligt japanske Kaoru Mitoma boltrede sig på sin venstre kant.

Hjemmeholdet kom da også tæt på en scoring efter blot otte minutter. Kun en god clearing fra Liverpools højre back Trent Alexander-Arnold forhindrede Solly March i at sparke bolden i nettet.

Brighton forsøgte at bygge videre på den gode start. Efter 18 minutters spil måtte Liverpools Joel Matip stoppe en sprudlende Mitoma ulovligt, hvilket kostede ham et gult kort. Generelt havde Liverpools forsvar svært ved at håndtere japanerens fart, og han blev ved med at skabe uro for udeholdets forsvar.

I det 40. spilminut kom Solly March fri efter en flot stikning. Englænderen trak bolden fint forbi Alisson, der nedlagde kantspilleren. Det resulterede i, at dommeren Darren England dømte et straffespark, men dommen blev omstødt efter et VAR-gennemsyn grundet en offside i opspillet.

Fem minutter efter gik de to hold til pause med stillingen 0-0.

Liverpool havde nyligt indkøbte Cody Gakpo med fra start helt fremme i angrebet, men gæsterne kunne slet ikke få sat hollænderen i scene i de første 45 minutter, hvilket var Brightons fortjeneste. Hjemmeholdet var nemlig altoverskyggende og havde bolden 64% af tiden i første halvleg, men fik ikke puttet bolden i kassen.

Brighton straffede Liverpool i 2. halvleg

Der må have siddet nogle Brighton-fans på Amex Stadium og ærgret sig i pausen over, at det ikke lykkedes for værterne at få scoret i første halvleg. Der var dog spillet under ét minut af anden halvleg, da Brighton endelig fik sparket bolden i nettet.

Et flot opspil gjorde, at storspillende Kaoru Mitoma fandt Solly March inde i feltet, hvor han prikkede bolden i mål til 1-0.

Hjemmeholdet fortsatte det forrygende spil. Ti minutter efter 1-0-målet var engelske Solly March på pletten igen, da han modtog bolden på kanten af feltet og med et flot venstrebensspark udplacerede Alisson i Liverpool-buret.

Solly March's mål til 2-0.
Solly March's mål til 2-0.GLYN KIRK/AFP

Liverpool kunne slet ikke få spillet til at hænge sammen, når de en sjælden gang var i boldbesiddelse. De kom dog længere frem på banen i midten af anden halvleg. Gæsterne blev dog aldrig rigtigt farlige.

Med otte minutter igen cementerede netop indskiftede Danny Welbeck sejren, da han på elegant vis vippede bolden over Joe Gomez og sparkede bolden ind til 3-0.

Brightons flotte sejr betyder, at de nu er på 30 point efter 18 kampe og er placeret som nummer syv i Premier League. De har derfor overhalet Liverpool, der ligger nummer otte med 28 point.