Blændende Sandra Toft giver Danmark mellemrunde-billet med vital sejr over Sverige
Eksperterne havde på forhånd lagt op til et meget lige opgør mellem de to nabolande, men takket være et fantastisk forsvar kunne danskerne gå til pausen med en føring på 13-5. Det var første gang i 22 år, at Danmark holdt en modstander på 5 mål i første halvleg af en EM-kamp.
Sandra Toft, der blev kåret til verdens bedste målmand i 2020, stod en forrygende 1.halvleg og havde en en redningsprocent på 75 procent med ikke færre end ni redninger.
Gruppesejr var indenfor rækkevidde
Danmark førte i perioder af kampen med hele otte mål, og havde man bare vundet kampen med syv mål, havde man sikret sig førstepladsen i puljen, der nu i stedet gik til svenskerne. Gruppevinderen kunne endda se frem til tre hviledage inden første kamp i mellemrunden i Ljubljana. I stedet skal man nu i aktion allerede torsdag.
Danmark kunne dog ikke holde niveauet fra den flotte 1. havleg og Danmark tabte i alt 2. halvleg med 18-12. Det var specielt da den svenske træner satte sin datter Tyra Axner på banen, at svenskerne begyndte at hale lidt ind på danskerne og Sandra Toft kunne ikke opretholde sin flotte redningsprocent over for den flot skydende Axner.
Trods skuffelsen over ikke at have kunnet holde den solide føring og sikret sig førstepladsen i gruppen kan danskerne dog glæde sig over momentvis fantastisk forsvars- og angrebsspil samt at man nu kan tage to point med sig over i mellemrunden.
Danmark møder Ungarn, Kroatien og Norge i mellemrunden. Første kamp er mod Ungarn på torsdag.