Blev 53 år: "Kongen af frisparket" er død efter lang kamp med leukæmi
Hans familie har udsendt en pressemeddelelse, der bekendtgør den serbiske træners død, og kalder hans død "uretfærdig og for tidlig".
"En ekstraordinær professionel mand, hjælpsom og god mod alle. Modigt kæmpede han mod en forfærdelig sygdom. Vi takker de læger og sygeplejersker, der har fulgt ham gennem årene, med kærlighed og respekt", lyder det bl.a. i pressemeddelelsen.
Sinisa Mihajlovic, der efterlader sig en kone og seks børn, var indtil for få måneder siden aktiv som cheftræner for Bologna, hvor han blandt andre nåede at stå i spidsen for Andreas Skov Olsen.
Mihaljovic var en af de absolutte profiler hos Røde Stjerne, der i 1991 vandt Mesterholdenes Europa Cup, det der siden blev til Champions League. Efter triumfen forlod han i 1992 Serbien (dengang Jugoslavien) og lancerede en karriere i Serie A, hvor han nåede at spille for AS Roma, Sampdoria, Lazio og Inter.
Mihajlovic, der var en frygtet frisparksskytte, der lavede 66 mål i sin karriere, nåede også efter afslutningen på sin aktive karriere at blive træner for AC Milan og Sampdoria foruden Bologna