Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Blichfeldt slår to badmintonrivaler i kapløb om OL-plads

Ritzau
Mia Blichfeldt kommer til at repræsentere dansk kvindebadminton ved OL.
Mia Blichfeldt kommer til at repræsentere dansk kvindebadminton ved OL.CHONG VOON CHUNG/XINHUA/Xinhua via AFP
Tre badmintonspillere har de seneste måneder jagtet en enkelt dansk plads i damesingle ved OL i Paris.

Onsdag blev spændingen udløst, da Mia Blichfeldt blev tildelt den eftertragtede plads. Det oplyser Badminton Danmark.

Valget af 26-årige Blichfeldt betyder samtidig, at de to rivaler, Line Kjærsfeldt og Line Christophersen, er blevet fravalgt til at repræsentere Danmark ved legene i Frankrigs hovedstad.

Det er et sportsligt udvalg, der har peget på Blichfeldt som det stærkeste danske OL-kort i damesingle.

Trioen er tæt placeret på verdensranglisten, og Line Kjærsfeldt har måske ekstra grund til at være ærgerlig, da hun er placeret lige foran Blichfeldt på ranglisten som nummer 21. Blichfeldt er nummer 22.

Line Christophersen indtager en placering som nummer 27.

Til det nyligt afholdte hold-VM for kvinder, det såkaldte Uber Cup i Kina, repræsenterede Line Kjærsfeldt og Line Christophersen Danmark i damesingle. Danmark røg ud i kvartfinalen efter et nederlag til Kina.

Mia Blichfeldt havde meldt afbud med en bruskskade i knæet. Dengang udtalte landstræner på kvindesiden, Jesper Hovgaard, at han ville savne Blichfeldts høje topniveau i turneringen.

Ud over Mia Blichfeldt er der sat navne på yderligere otte spillere, der er udtaget til OL i Paris.

I herresingle stiller Danmark med den regerende olympiske mester, Viktor Axelsen, og Anders Antonsen.

I herredouble skal duoen Kim Astrup og Anders Skaarup forsøge at lave et stort resultat. Det samme skal Sara Thygesen og Maiken Fruergaard i damedouble.

I mixeddouble sender Danmark Mathias Christiansen og Alexandre Bøje til Frankrigs hovedstad.

Badmintonturneringerne ved OL afholdes fra 27. juli til 5. august. Der er lodtrækning 12. juli.