Boris Becker stopper også som træner for Holger Rune
Tirsdag eftermiddag meddeler den tyske legende Boris Becker på det sociale medie X, at han omgående stopper som træner for Holger Rune.
Rune røg for nylig ud i anden runde ved Australian Open - uden direkte støtte fra Becker. Den tidligere Wimbledon-vinder arbejdede i stedet fra Tyskland som ekspert og medkommentator for tv-kanalen Eurosport. Men han kommunikerede med Rune hver dag, sagde han.
"Jeg vil gerne meddeler jer, at jeg med øjeblikkelig virkning stopper som cheftræner for Holger Rune. Vi indledte partnerskabet med målet om at komme til ATP-sæsonfinalen i slutningen af sidste år, men efter det har jeg indset, at succes kræver, at jeg skal være endnu mere til rådighed for Holger, end jeg har mulighed for. Jeg kan ikke give Holger det, han har brug for lige nu. Jeg ønsker ham kun det bedste herfra, og jeg vil altid være hans største fan. Jeg har sat pris på at være en del af rejsen," skriver Boris Becker.
Det er blot en uge siden, at den schweiziske træner Severin Lüthi også forlod Holger Rune som træner efter blot få ugers ansættelse.
Den tidligere professionelle tennisspiller og Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen er nu Holger Runes eneste træner.
Som træner for rekord Grand Slam-mesteren Novak Djokovic fejrede Becker adskillige, store succeser mellem 2013 og 2016 og førte serberen tilbage til toppen af ATP-ranglisten.