Brølstærk nordmand træder et skridt ned: Men Kristoff vil vinde sejr nummer 100
Det er de færreste cykelryttere, der kan prale af at have vundet et trecifret antal sejre, når de hænger cyklen på væggen, tager hjelmen af, indstiller karrieren. Faktisk er det kun 23 ryttere, der kan prale af at have sit navn stående på den liste. Eksempelvis finder man Mark Cavendish med 161 sejre, Peter Sagan med 121 sejre og Eddy Merckx med svimlende 275 sejre.
Norske Alexander Kristoff kan ikke prale af at være på listen. Endnu. Men den brølstærke 35-årige nordmand har ambitioner om at nå sejr nummer 100, før end han er færdig med tilværelsen som professionel sejr. Og sejren er indenfor rækkevidde.
For i løbet af den netop afsluttede sæson fik nordmanden kickstartet karrieren efter et par halvdårlige år hos UAE Team Emirates.
Med fem sejre i løbet af 2022, heriblandt en for Kristoff ekstremt sjælden solosejr, er karrierens sejrtotal nemlig røget op på 86 og med tre år på kontrakt hos norske Uno-X Pro Cycling Team, får Kristoff absolut sine chancer for at ramme sejr nummer 100.
Lille skridt ned
Skiftet til Uno-X Pro Cycling kommer efter en fin sæson med det belgiske Intermarché-Wanty-Gobert-mandskab, der er en del af UCI's World Tour, cyklingens allerøverste hylde. Den hylde er Kristoffs nye mandskab ikke på i kommende sæson.
Det bliver altså første sæson i 12 år, at Alexander Kristoff ikke vil være at finde på World Tour-niveau, men den erfarne norske sprinter ser det ikke som noget stort slag.
"Forskellen er ikke så stor. Mathieu van der Poel har været på dette niveau i år, så det behøver ikke at have den store betydning," fortæller Alexander Kristoff til TV2 Norge, der har mødt nordmanden i Ballerup, hvor Uno-X i øjeblikket er samlet.
Netop den hollandske superstjerne, Mathieu van der Poel, havde en stor sæson i år og sluttede som nier på verdensranglisten. Også colombianske Nairo Quintana kørte den forgangne sæson på et hold på samme niveau som Uno-X, det såkaldte Pro Tour niveau.
Sværere at planlægge
Selvom skridtet ned til Uno-X måske ikke er det helt store for Kristoff, der roser holdets organisation og ledelse, kommer skiftet alligevel med nogle sportslige udfordringer for den 35-årige nordmand.
"Det er mere usikkert, for jeg kan ikke planlægge noget endnu. Vi kan forvente at skulle køre visse løb, men vi er også nødt til at have en plan b. Tingene bliver lidt vanskeligere," kommer det fra Kristoff.
For mens en licens på World Tour niveau giver holdene automatisk adgang til en masse løb - heriblandt de tre Grand Tours, Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España - er den slags ikke sikret for et hold som Uno-X.
I stedet må nordmændene, der udelukkende har norske og danske ryttere, ni danskere helt præcist, på kontrakt i næste sæson, forsøge at skaffe sig wildcards til de store løb. Præcis hvor sejrene falder for Kristoff vil måske være underordnet, for hvis han bare når 14 sejre de kommende tre år, vil han melde sin ankomst i en utroligt eksklusiv klub.