Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Brøndby i undertal slår igen FC Midtjylland og er videre i pokalen

Flashscore
Opdateret
Mileta Rajovic scorede kampens eneste mål.
Mileta Rajovic scorede kampens eneste mål.Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Betingelserne blev svære for Brøndby, da de tidligt i anden halvleg kom en mand i undertal, men vestegnsklubben holdt stand mod FC Midtjylland og spillede sig videre i pokalturneringen med en 1-0-sejr.

Der var lagt op til et brag af en ottendedelfinale torsdag aften, hvor FC Midtjylland gæstede Brøndby Stadion. Det blev dog hjemmeholdet fra Vestegnen, der for fjerde hjemmekamp i træk fik has på 'ulvene'. 

Brøndby startede kampen bedste og var spilstyrende i første halvleg. For et par uger siden blev Mileta Rajovic helten, da han scorede begge mål i 2-0-sejren over FCM i Superligaen. Efter 18 minutter var han på pletten igen, da han med et veltimet hovedstød bragte Brøndby foran med 1-0. 

Lejesvenden fik dog en negativ hovedrolle i starten af anden halvleg, da han modtog et rødt kort. Brøndby-angriberen kunne dog ånde lettet op, da resten af Brøndby-mandskabet forsvarede føringen hjem. Dermed er hjemmeholdet klar til kvartfinalen.

Statistik fra kampen
Statistik fra kampenFlashscore

Kampen ifølge Ritzau

Der var drama i pokalen, da Brøndby og FC Midtjylland tørnede sammen torsdag aften.

Trods et rødt kort i starten af anden halvleg lykkedes det Brøndby at vinde 1-0 og slå FCM ud af pokalen. Brøndby er derimod videre til kvartfinalen.

Efter 18 minutter scorede Brøndby-angriberen Mileta Rajovic det afgørende mål i kampen. Det skete efter en velkendt opskrift, der også gav to mål i en sejr i Superligaen for nogle uger siden.

Brøndbys kantspiller Clement Bischoff drev gæk med FCM-backen Joel Andersson og løftede bolden ind til Rajovic i feltet.

Rajovic skulle lidt tilbage for at heade til bolden, men han formåede at få både retning og fart nok til at udplacere Jonas Lössl i FCM-målet.

Brøndbys offensivspiller Yuito Suzuki var også tæt på at score i første halvleg, men Jonas Lössl fik pareret forsøget.

Brøndby var uden cheftræner Jesper Sørensen, der afsonede karantæne og så kampen fra tribunen. I stedet havde Frederik Birk for anden kamp i træk ansvaret på sidelinjen.

Brøndby stillede op i en speciel trøje efter tilskuerurolighederne i søndagens derby mod FC København. På trøjen stod der skrevet "Ingen over klubben. Stop volden"!

Derfor var det lidt absurd at se spillernes opførsel i starten af anden halvleg, hvor der var slagsmål og tumult inde på banen.

Målscorer Rajovic sparkede til en liggende Mads Bech Sørensen og fik rødt kort efter 54 minutter.

Suzuki og FCM's Dario Osorio slap med et gult kort hver for at sætte panderne mod hinanden. Temperamenterne var i kog, og det kogte også på lægterne.

Trods en mand i undertal lykkedes det Brøndby at holde stand og gå videre i turneringen.

De to hold mødes igen på søndag i Superligaen - denne gang i Herning.