Brøndby styrker igen defensiven: Lejer bundesligadansker i et halvt år
Efter at klubben mandag præsenterede forsvarsspilleren Rasmus Lauritsen på en permanent kontrakt, støder Frederik Winther nu også til truppen.
Brøndby skriver på sin hjemmeside, at Winther er hentet i bundesligaklubben Augsburg på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen.
I superligaklubben skal han være med til at udfylde hullet efter Sigurd Rosted, som er på vej til canadiske Toronto FC for at forhandle sine personlige vilkår på plads forud for et skifte.
Winther har allerede et godt kendskab til Brøndby-træner Jesper Sørensen fra deres fælles tid på U21-landsholdet, påpeger fodbolddirektør Carsten V. Jensen.
"Vi kender Frederik som en venstrebenet midterforsvarer med flair for spillet fremover, og som Jesper Sørensen allerede har et rigtig godt kendskab til gennem arbejdet med U21-landsholdet, ligesom det heller ikke er hemmelighed, at vi som klub også kender Frederik godt i forvejen", siger fodbolddirektøren.'