Brandvarm dansk bordtennisspiller sensationelt i VM-kvartfinalen
Anders Lind, der selv er nummer 180 i verden, vandt 11-7, 7-11, 11-9, 11-5, 11-6 og havde svært ved at fatte det, da han sendte det afgørende vinderslag over nettet.
Det betyder, at han nu nærmest sensationelt er klar til kvartfinalen, hvor han skal op imod kinesiske Chuqin Wang, der er nummer to på verdensranglisten.
Selv er Anders Lind altså placeret langt nede på verdensranglisten, så på papiret er det naturstridigt, at han i disse dage blander sig med verdens allerbedste.
Ikke desto mindre står han nu i en kvartfinale.
Anders Lind fik en formidabel indledning på kampen mod verdens nummer 13, der så ud til at blive en smule overrasket af danskerens niveau.
I hvert fald kom Anders Lind foran med fem point, før Jang Woo-jin bevægede sig tilbage i kampen. Tæt på kom han dog ikke. Lind tog første sæt 11-7.
I andet sæt var rollerne byttet om. Anders Lind lavede nogle fejl, som Jang Woo-jin udnyttede med nogle effektive slag, som danskeren ikke kunne nå, og så vandt sydkoreaneren 11-7.
Men det var tydeligt, at Anders Lind var tændt, og efter en ny god sekvens skreg han glæden ud, da han slog tredje sæt hjem med cifrene 11-9.
Danskeren var i kæmpe overskud, og i fjerde sæt var han decideret overlegen. Der var knap plads til jubel, da han vandt sættet med 11-5.
Jubel var der dog masser af efter det sidste sæt. Sydkoreaneren virkede opgivende, mens Anders Lind bare kværnede videre.
Til sidst sendte han en smash ind i maven på sin modstander og tog sig til hovedet, som om han ikke forstod, at han nu har nået VM-kvartfinalen.
Undervejs mod ottendedelsfinalen havde Anders Lind slået sin landsmand Jonathan Groth ud. Groth er ellers mere end 100 placeringer højere på verdensranglisten end Lind.